Hashsmuglerne knyttes til stort norsk røveri

De norske hashsmuglere fra det blodige skuddrama i Ålbæk, kan sættes i forbindelse med et stort norsk røveri, hvor en norsk politimand blev skudt og dræbt.

Flere uafhængige kilder fortæller til avisen VG, at det pågældende miljø er centralt i efterforskningen af den aktuelle smuglersag, som søndag aften endte med, at den 49-årig nordmand blev dræbt af politiskud i den nordjyske havneby Ålbæk.

Hashsmuglerne kan kobles til samme personkreds i Norge, der kom i søgelyset i forbindelse med det dramatiske storrøveri mod Norsk Kontantservice (Nokas) tilbage i 2004.
Her affyrede en røverbande i Stavanger mere end 100 skud med automatvåben og dræbte en politibetjent, før de stak af med et tocifret millionudbytte.