Min største inspiration er truckerne

Volvo lancerede i september den nye FH-serie. Det tog fem år fra det første pennestrøg til den færdige lastbil.

– Min inspiration kommer bl.a. fra ny teknologi og skandinavisk kultur, men den største inspirationskilde er uden tvivl dem, som faktisk kører i lastbilerne, siger Asok George, chefdesigner hos Volvo Trucks.

Under udviklingen af den nye lastbil er flere end 2000 lastbilchauffører blevet interviewet på rastepladser overalt i Europa. Det har bl.a. ført til, at kabinen er 1 kubikmeter større og har plads til ekstra 300 liters opmagasinering. Det betyder også at sædet kan rykke 4 cm længere tilbage, og at der er langt mere overlevelsesplads i tilfælde af en ulykke.

– Design af en lastbil er meget mere end bare form, farver, og lækre kurver. Det handler om løsninger, hvor design og funktion går hånd i hånd, siger design direktør Rikard Orell.