Stort lager af halmballer i flammer

Tirsdag aften opstod der en brand i et lager med halmballer i byen Ondsved, tæt på Skibby, Nordsjælland.

Da brandvæsnet og politiet ankom til stedet var halmoplaget et stort flammehav.

To brandfolk måtte efterlade deres brandslange under en flere hundrede kilo tung brændende halmballe, da noget af stakken pludselig brød sammen og sendte en halmballe rullende ned mod brandfolkene. Heldigvis nåede brandfolkene at komme væk i tide.

Vejen er delvist spærret under slukningsarbejdet, da tankvogne kører i pendulfart med vand til slukningen.

Det forlyder på stedet, at slukningen forventes at tage mindst et døgn.

Årsagen til branden kendes pt ikke.