Stor eftersøgning efter Lisbet i Feldballe

Politiet startede idag kl. 9.00 en stor efter søgning i Feldballe på Djursland efter Lisbet Nielsen, men her kl 13.00 stadig uden held. vi følger sagen.

Lisbet Nielsen eftersøges på Djursland. Samtidig undersøges den drabssigtedes selvmord.
Politiet fik i weekenden flere tip i sagen om den forsvundne sygeplejerske Lisbet Nielsen, som frygtes dræbt af sin kæreste, der lørdag begik selvmord i arresten i Århus.

– Vi har fået flere henvendelser fra Djursland, og dem undersøger vi i dag, siger efterforskningschef Ole Madsen i Østjyllands Politi.

Han vil ikke udtale sig om kritikken af politiet for manglende information af personalet i arresthuset om mandens fortid.

Den 46-årige kvinde forsvandt fra sit hjem i Risskov ved Århus den 23. oktober, og fredag besluttede politiet at anholde og sigte kæresten for drab.

Manden blev som 23-årig dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital på grund af en tidligere drabssag, men politiet informerede ifølge Kriminalforsorgen ikke personalet i arresten om den tidligere diagnose.

Hvis det var sket, burde arresten have afvist at huse manden, der i stedet burde anbringes på et hospital.

Nu undersøges forløbet både af Kriminalforsorgen og af Statsadvokaten for Nord- og Østjylland. Det skyldes, at landsforeningen Krim anmeldte politiet til statsadvokaten for
pligtforsømmelse.

Manden har tidligere ved kvælning dræbt to unge kvinder i Vestjylland. Som 16-årig kvalte han i et anfald af jalousi en 15-årig kæreste, og det resulterede i en dom på tre års fængsel for vold med døden til følge. I 1991 kvalte han en 21-årig kvinde, og det førte til en dom til anbringelse på psykiatrisk hospital. Han blev bedømt til at lide af skizofreni.

/ritzau/