Tumulten skete efter en 45-årig Hells Angels rocker var blevet skudt i hånden i Kokkedal.
Han skal være bragt til hospitalet i Hillerød til behandling, og her mødte politiet talstærkt op.
En større gruppe personer lavede uro på pladsen ved Akutmodtagelsen, og blev bortvist af politiet.
En 20-årig mand er fredag ved Retten i Helsingør blevet varetægtsfængslet frem til den 3. juni, sigtet for drabsforsøg og våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Den 20-årig kærede ikke kendelsen, men nægter sig skyldig i drabsforsøg.
Manden blev anholdt torsdag den 8. maj klokken 14.48 af Nordsjællands Politi. Ifølge sigtelsen affyrede han dagen før flere skud mod en anden mand i Kokkedal.
Den 20-årige er desuden sigtet for at have været i besiddelse af et automatvåben og skarp ammunition på offentlig vej i forbindelse med hændelsen.
Derudover blev han ved anholdelsen fundet i besiddelse af en pistol med skarpe patroner – også under skærpende omstændigheder.
Af hensyn til den videre efterforskning har Nordsjællands Politi ikke yderligere kommentarer.