Hillerødmotorvejens forlængelse var tirsdag formiddag endnu en gang skueplads for et voldsomt trafikuheld.
Omkring kl. 11.15 skete et alvorligt sammenstød mellem en lastbil og en mindre personbil på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Som det kan ses i luftfotos fra skadestedet forsøgte føreren af lastbilen forgæves at undvige den modkørende personbil med en 61-årig kvinde bag rattet.
Kollisionen mellem de to køretøjer var så voldsom at lastbilens styretøj blev ødelagt og venstre forhjul revet af. Personbilen fik voldsomme skader, hvor bla. motoren blev knust og bilen trykket sammen omkring den kvindelige fører.
Kvinden sad efterfølgende fastklemt bag rattet i sin bil, og måtte klippes fri af mandskab fra Frederiksborg Brand & Redning fra stationen i Hillerød.
Kvinden skal være alvorligt tilskadekommen, og hendes pårørende er underrettet. Der er pt. ikke yderligere oplysninger om kvindens tilstand.
En tilkaldt bilinspektør og politiets egne teknikere arbejdede længe på stedet hvor der var lukket fuldstændig for trafikken i begge retninger, mens arbejdet stod på.
Først omkring kl. 14 kunne der åbnes for trafik i det ene spor, det skete først efter at den 61-årige kvindes bil var fjernet fra stedet med en ladbil.
Det varede omkring en time længere før den ødelagte lastbil kunne fjernes fra stedet.