PRM / Dit badebassin er dyrt i vand

    Pressemeddelelse fra Danske Vandværker

    Badebassiner fås i snart sagt alle størrelser og prisklasser. De varierer fra helt små soppebassiner op til pools, der kan rumme 35.000 liter vand, og så fås de med eller uden rensningsanlæg.

    “Men selv om du vælger et billigt bassin til et par få hundrede kroner, så betaler du omkring 60 kroner for at fylde det op med vand”
    , fortæller Dorthe G. Rasmussen, som er pressemedarbejder i Danske Vandværker og fortsætter: “Oven i det skal du også regne med, at vandet skal skiftes dagligt eller alternativt renses. Ellers udvikler det sig til det rene bakteriebad, og så får du hudgener og maveinfektioner. Sidst, men ikke mindst, skal du også tage højde for et vist vandforbrug til genopfyldning af bassinet, da en del af vandet jo fordamper”.

    Hold øje med dit vandforbrug

    Vil du have en god vand-økonomi, skal du holde øje med din vandmåler.

    “Vi siger ikke det her for at lægge en dæmper på sommerglæderne. For os handler det om at gøre danskerne opmærksomme på, at vand koster penge. Også når det skal i et badebassin. Og derfor er det en rigtig god ide at aflæse sit vandforbrug, for eksempel hver den første i måneden. På den måde får man ikke en ubehagelig overraskelse, når vandregningen skal betales”
    , understreger Dorthe G. Rasmussen fra Danske Vandværker.

    Sådan kommer du af med vandet igen

    Har du brugt klorfrit rensesæt til dit bassin, kan du tømme vandet ud i haven. Du skal bare være opmærksom på, at det kræver tilladelse fra kommunen at udlede store mængder vand. Du kan eventuelt kontakte din kommunes tekniske forvaltning, så du er bekendt med reglerne, før du åbner for sluserne. Der kan i øvrigt være god fornuft i at vælge en model, hvor du kan tilslutte en haveslange eller lignende. På den måde kan du bedre fordele vandet i haven.

    Klorvand skal i kloaksystemet

    Bruger du et klorbaseret rensesæt, skal vandet ledes ud i kloaksystemet, så det kan blive renset. Miljøstyrelsen fraråder, at vand fra større bassiner, det vil sige alt over 250 liter, ledes ud i nedsivningsanlæg eller septiktanke, da der er risiko for tilstopning. Bor du på åbent land uden kloakering, bør du ikke bruge klor, og Miljøstyrelsen anbefaler, at man bruger klorfri rensesæt til sit bassin.

    Faktaboks 1: Det koster det at fylde vand i bassinet

    Eksemplerne er udregnet ved en gennemsnitlig pris på en uopvarmet liter vand på 7 øre.

    • Vandforbruget til en pool på 35.000 liter vand svarer stort set til et helt års vandforbrug for én person. Omregnet til kolde kontanter 2.450 kroner.
    • Går du ned i størrelsen og vælger et på 16.800 L, bliver vandregningen på 1.176 kroner, mens selve bassinet kan fås for omkring de 3.000 kroner.
    • Vælger du et, som er cirka halvt så stort, på 8.150 L, skal du af med 570,50 kroner til vandet og cirka 2.600 kroner til bassinet.
    • Fylder du et bassin på 5.000 liter, bruger du vand for 350 kroner, mens selv bassinet koster mindre end 1.000 kroner.
    • Køber du et af de små til knap 900 liter til omkring 300 kroner, skal du regne med en vandregning på 63 kroner, hver gang du fylder det.
    • Hopper du ned i et af de helt små bassiner på 580 L til omkring 250 kroner, skal du af med knap 41 kroner per opfyldning.

    I dit regnskab skal du huske at tage højde for udskiftning og genopfyldning af vand.

    Faktaboks 2: Sådan er prisen på det kolde vand sat sammen

    En person bruger i gennemsnit 108 liter vand om dagen.

    • 1 kubikmeter uopvarmet vand sættes til 70,00 kroner (eller 7 øre for en liter).
    • De 14 kroner er moms, og 8 kroner er afgifter til staten. Af de resterende 48 kroner går de 40 til spildevandsafgiften, mens de sidste 8 kroner er selve vandprisen.

    ET GODT TIP FRA DANSKE VANDVÆRKER

    Hold øje med din vandmåler – aflæs dit forbrug hver måned, så undgår du at få et chok, når vandregningen kommer.

    Spørgsmål? Kontakt Dorthe G. Rasmussen, pressemedarbejder i Danske Vandværker 2670 7106, mail: dr@danskevv.dk
    .

    Link:

    Foto: Colourbox

    https://via.ritzau.dk/data/images/00102/f12e836c-ca7f-4e5e-9c37-58c9ef9f0abd.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11209838

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **