PRM / HR-chef har 25-års jubilæum i Middelfart Sparekasse

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    At 25 år på den samme arbejdsplads ikke nødvendigvis er lig med 25 år med de samme arbejdsopgaver, er Helle Lund Gregersen, HR-chef i Middelfart Sparekasse, et godt bevis på.

    Hun blev ansat som elev i Kolding-afdelingen i 1992, og da hun til samtalen sagde til HR-direktøren, at hun på sigt ville have hans job, så kunne man tro, at hun havde fulgt en snorlige, velplanlagt karrierevej i sparekassen. Sandheden er snarere, at det hele er mere tilfældigt, end bemærkningen fra samtalen kunne antyde.

    – Det har altid handlet om det slutprodukt, vi har kunnet give kunden. Det har aldrig gjort mig så meget, hvad jeg lavede, bare jeg kunne se betydningen for kunden i sidste ende, siger Helle Lund Gregersen.

    HR-chef med bankuddannelse bag sig

    Inden hun blev HR-chef i maj 2014, havde hun været privatkunderådgiver, erhvervsmedarbejder og CSR-ansvarlig. Ved siden af disse job har hun også været tillidsmand og medarbejdervalgt medlem af sparekassens bestyrelse i en længere årrække. Med andre ord ikke nogen traditionel vej ind i HR.

    – Jeg tror, at noget af det, der har drevet mig, er mit mod til at sige min mening og min lyst til at være med til at påvirke beslutninger, siger Helle Lund Gregersen, der som HR-chef har rig lejlighed til at bruge de kompetencer.

    Derfor forventer hun heller ikke, at de næste 25 år byder på lige så mange stillinger i sparekassen som de første 25.

    – Jeg føler, jeg er landet på den rette hylde. Jeg har enormt frie rammer til at være med til at skabe aktiviteter, der understøtter sparekassen som en god arbejdsplads, siger hun.

    Det må hun siges at være lykkedes ganske godt med, da sparekassen i november 2016 blev kåret til Danmarks bedste arbejdsplads – og i juni 2017 til Europas tredjebedste.

    44-årige Helle Lund Gregersen stammer fra Aarup og har boet i Middelfart i cirka 20 år. Hun er gift med Tago Gregersen, og sammen har de børnene Daniel og Julie.

    Link:

    Helle Lund Gregersen kan 1. august fejre 25-års jubilæum i Middelfart Sparekasse.

    https://via.ritzau.dk/data/images/00431/f08bea66-8d66-4f79-ba9a-e02b8589a914.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=11166997

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **