PRM / Betaversion af Dankort app klar til download i App Store

    Pressemeddelelse fra Nets

    For et par måneder siden fortalte Nets, at man vil udvikle en særskilt Dankort app, der – uafhængig af terminal og mobiltelefon – gør det nemt at betale med Dankort i butikkerne via sin mobil. Det første skridt bliver nu taget med denne betaversion af Dankort app til iPhones. Med Dankort app bliver ens fysiske Dankort til en app. Visionen er, at det skal være lige så hurtigt og bekvemt at betale med mobilen, som vi kender det fra de fysiske kontaktløse kort.

    – Detailhandlen har efterspurgt en Dankort app, der skal være med til at fremtidssikre Dankort som danskernes foretrukne betalingsmiddel i butikkerne. Sammen med bankerne og detailhandlen har vi udviklet det kontaktløse Dankort, og nu kommer vi med en betaversion af Dankort app, hvor vi vil videreføre den gode betalingsoplevelse, som mange kender fra de kontaktløse kort. Køber du for under 200 kr., vil du inden længe kunne nøjes med at føre telefonen op til terminalen – så er der betalt, siger Jeppe Juul-Andersen, vicedirektør og ansvarlig for Dankort hos Nets A/S.

    Som med de fysiske kort kan man betale kontaktløst med mobilen over 200 kr. Her indtaster man sin selvvalgte kode direkte på telefonen.

    I dag foregår kun omkring 1% af betalingerne i butikkerne via mobilen. Halvandet år efter det kontaktløse Dankort blev introduceret, er det nu 25 pct. af betalingerne med Dankort, der sker kontaktløst. Derfor er det brugeroplevelsen i kontaktløst Dankort, der sætter standarden for udviklingen af fremtidens Dankort på mobilen.

    Dankort app bygger på den samme åbne infrastruktur som de wallets til Dankort på mobilen, som de ca. 60 medlemmer af Lokale Pengeinstitutter, Nykredit Bank, Sydbank, Spar Nord Bank, Lån & Spar Bank og Arbejdernes Landsbank har lanceret for cirka en måned siden. Disse wallets er også udviklet af Nets, og i Dankort app vil kunderne have mulighed for direkte at vælge disse wallets i stedet.

    Dankort Idea Lab inviterer brugerne ind

    Nets lancerer samtidig et nyt udviklingsforum, Dankort Idea Lab, hvor brugerne inviteres til at være med. Her kan de dele deres ideer, kommentarer og forslag til forbedringer af brugeroplevelsen, så Dankort app løbende kan udvikles – på brugernes præmisser. Udvalgte brugere fra forskellige uddannelsesretninger og butiksmiljøer er allerede inviteret til at være med i Dankort Idea Lab.

    – Vi har valgt at invitere danskerne inden for i Dankorts udviklingsmiljø, dels fordi vi er overbeviste om, at man i dag ikke kan udvikle et produkt uden at inddrage forbrugerne i processen, dels fordi udviklingen af en ny Dankort app er en løbende proces med den overordnet målsætning at tilbyde den mest attraktive betalingsløsning i butikkerne, siger Jeppe Juul-Andersen, og fortsætter:

    – Vi er ikke i mål med Dankort app, før betalingsoplevelsen er lige så enkel og brugervenlig, som den er i dag med kontaktløst Dankort, og der er vi ikke endnu. Derfor vil denne betaversion af Dankort app nok ikke udløse et stort ryk fra kontaktløse betalinger med kort til mobile betalinger. Men vi vil imødekomme en interesse bl.a. hos unge brugere, der i langt højere grad har deres mobil end deres pung på sig, siger Jeppe Juul-Andersen.

    Baseret på input fra brugerne vil Nets fortsætte udviklingen af Dankort app – først med denne version til iPhones, og snart også med en første version til Android telefoner. De forbrugere med en Android-telefon, der allerede nu vil i gang med at betale med Dankort på mobilen, kan hente en wallet fra medlemmerne af foreningen Landsdækkende Banker og Lokale Pengeinstitutter, der har lanceret egne wallets.

    Download og deltag i udviklingen af Dankort

    Alle brugere af iPhones (4S eller nyere) kan nu downloade betaversionen af Dankort app og bruge den i de cirka 10.000 terminaler i bl.a. Netto, Føtex og Bilka, der nu er klargjort til betalinger med Dankort på mobilen.

    Ønsker man at blive medlem at Dankort Idea Lab, skal man klikke ind på dankortlab.dk. Medlemmer kan indgå i diskussioner med hinanden om aktuelle versioner af Dankort app, foreslå ændringer og ideer til fremtidige versioner og derved være med til at udvikle appen. Brugernes input vil løbende blive samlet op og evalueret af udviklingsteamet bag Dankort.

    Link:

    https://via.ritzau.dk/data/images/00101/276a423c-f1c6-4465-837c-247b097dbdf0.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=10469711

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **