PRM / Nordjysk glæde over 50 ekstra lægestuderende

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    Aalborg Universitet (AAU) er netop blevet tildelt 50 ekstra studiepladser på lægestudiet fra næste studieår. Det er en nyhed, der skaber stor glæde hos AAU’s rektor, Per Michael Johansen.

    – Det er det lykkelige resultat af, at både vi og regionen i lang tid har presset på for at få de ekstra pladser. Nu får vi anerkendelse for, at vi har magtet at lave en fremragende lægeuddannelse, og det står klart, at vi er helt klar til at modtage flere studerende, siger Per Michael Johansen.

    Regionsrådsformand Ulla Astman er meget tilfreds med, at beslutningstagerne har lyttet til de nordjyske argumenter for flere lægestuderende.

    – Vi har fra starten sagt, at 150 lægestuderende var målet, og jeg glæder mig over at have nået den milepæl. Med 150 studerende passer pengene så at sige, for så er studiet dimensioneret korrekt i forhold til det nordjyske befolkningstal, siger Ulla Astman.

    Populært studie blandt studerende

    Lægestudiet i Aalborg er desuden populært blandt de studerende bl.a. på grund af AAU’s læringsmodel og et stort fokus på praksisnær undervisning. Stort set alle bachelordimittender vælger derfor også at tage deres kandidatuddannelse i Aalborg, og den overvejende del slår sig også ned i regionen efter endt uddannelse. Studiet har en af landets højeste adgangskvotienter på niveau med lægeuddannelserne i Aarhus og Odense.

    – Vi lægger stor vægt på at tilbyde god klinisk undervisning. F.eks. foregår hele kandidatuddannelsen på Aalborg Universitetshospital og i almen praksis. Derudover prioriterer vi en række andre helt centrale kompetencer som kommunikation og helhedsforståelse af lægens opgaver. Det tiltrækker de studerende og giver kompetente kandidater, som er godt rustet til lægegerningen, siger Per Michael Johansen.

    Vigtigt at fastholde de færdiguddannede læger

    Ulla Astman påpeger, at de ekstra studiepladser passer perfekt ind i Region Nordjyllands langsigtede strategi for at løse regionens lægedækningsudfordringer.

    – Nu bliver vores opgave at fastholde de studerende i regionen efterfølgende. Det har vi allerede gode erfaringer med, når lægerne har færdiggjort deres speciallægeuddannelser på regionens sygehuse. Der har også været meget opløftende meldinger fra sommerens første kuld færdiguddannede læger, hvor flertallet har udtrykt ønske om at blive i regionen, siger Ulla Astman.

    Allerede nu gør Region Nordjylland og Aalborg Universitet meget ud af i løbet af studiet at informere de medicinstuderende om deres karrieremuligheder her i regionen, så de får lyst til både at vælge deres klinisk basis uddannelse (KBU) og senere deres speciallægeuddannelse her i regionen. Der afholdes eksempelvis et årligt arrangement for de kommende læger på deres 12. semester, hvor fokus er på karriere, lægeliv og bosætning i Nordjylland. Mobilitetsundersøgelser viser, at de lægestuderende – ligesom de færdiguddannede speciallæger – oftest bliver i den region, hvor de har færdiggjort deres medicinstudie eller speciallægeuddannelse og stiftet familie.

    Link:

    De første læger dimitterede fra Aalborg Universitet i sommeren 2016. 70 procent af dem har valgt at blive i regionen. Foto: AAU

    https://via.ritzau.dk/data/images/00006/e04058e1-d9af-403b-ac9b-6d13fccb9bc0.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9514607

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **