PRM / Regeringen vil etablere nye vindmølle-testpladser

    Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

    Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

    “Danmark er førende på vindområdet, og regeringen vil gerne sørge for at vi holder fast i den vækst og de mange arbejdspladser, som vindmøllebranchen skaber i Danmark, samtidig med at vi styrker udbredelsen af grøn energi. Med fem nye testpladser gør vi det muligt at teste større møller og ny teknologi, så vi kan fastholde vores globale danske førerposition på vindområdet.”

    I dag findes der i alt 12 testpladser i de to nationale testcentre Østerild og Høvsøre. Regeringen ønsker at udvide de to centre med henholdsvis tre og to nye pladser, og lægger op til, at der kan etableres højere møller på op til 330 meter i Østerild og 200 meter i Høvsøre, så det bliver muligt at teste mere avanceret teknologi og nye mølletyper.

    Den plan har erhvervsminister Brian Mikkelsen i dag fremlagt sammen med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen for forligskredsen bag etableringen af testcenteret ved Østerild. Forligskredsen består af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF, der nu skal drøfte det videre forløb med regeringen. Inden der kan træffes endelig beslutning i Folketinget, skal der desuden udarbejdes en VVM-redegørelse for de to områder. De to kommuner vil blive inddraget i dette arbejde, ligesom naboer og lokalbefolkningen skal høres.

    Vindmøllebranchen beskæftiger ca. 31.000 personer i Danmark og har en omsætning på ca. 108 mia. kr. Inden for vindenergi har det stor betydning for fastholdelse af investeringer og arbejdspladser, at der er gode muligheder for at teste nye møller i nærheden af virksomhedernes udviklingsafdelinger, og med forslaget vil Danmark også i fremtiden være konkurrencedygtig som et avanceret produktionsland.

    Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt:

    “Danmark er foregangsland på grøn omstilling og vind, hvilket vi cementerede kort før årsskiftet ved at sætte verdensrekord med den laveste budpris nogensinde på havvindmølleparken Krigers Flak. Regeringen vil fastholde førertrøjen i tæt samarbejde med energibranchen og vindindustrien, hvor det er afgørende at kunne teste og udvikle morgendagens teknologi. Testpladserne vil være med til at reducere priserne på havvind, øge eksporten af dansk energiteknologi, skabe danske arbejdspladser og opfylde regeringens mål om, at Danmark skal være det første land i verden, hvor havvind kan klare sig helt uden støtte.

    Siden etableringen af Østerild har undersøgelser vist, at naturen og miljøet omkring testcenteret ikke er blevet negativt påvirket. Samtidig er der enighed om, at der ikke bør åbnes op for opstilling af de nye vindmøller i Natura 2000-områder.

    Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:

    “For at gøre plads til udvidelsen af testcentret ved Østerild kræver det, at der skal fældes skov. Der skal naturligvis kompenseres for den fældede skov, så der vil blive rejst erstatningsskov. Vi har foreslået, at erstatningsskoven skal etableres, hvor den er blevet fældet – lokalt i Thy på statens egne arealer – og som privat skovrejsning i hele Danmark.”

    Der er lavet en indledende undersøgelse af den foreslåede løsning, der forventes at indebære opkøb eller ekspropriation af op til otte boliger og et mindre antal vindmøller samt en mindre campingplads. For at begrænse omfanget af opkøb og ekspropriation, lægges der i planen op til at reducere højden på de yderste møller.

    Fakta om de nationale testcentre Østerild og Høvsøre:

    Østerild:

    Etableret i 2012. Der er 7 pladser til prototypetestmøller på op til 250 meter. Regeringen lægger op til, at der vil kunne etableres møller op til 330 meter.

    I sommeren 2017 åbner Østerild desuden et besøgscenter, hvor gæster kan lære om vedvarende energi, vindmøller og naturen.

    Høvsøre:

    Etableret i 2001. Der er 5 pladser til prototypetestmøller på op til 165 meter. Regeringen lægger op til, at der fremover vil kunne etableres møller op til 200 meter.

    For yderligere pressekontakt:

    Erhvervsministeriet, fungerende pressechef Rasmus Holm Thomsen:
    91 39 94 55 / rht@evm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=9501548

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **