PRM / 10 bud på styrket sprogundervisning i gymnasiet

    Pressemeddelelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening

    Sprogundervisningen i gymnasiet er alvorligt udfordret. Andelen af studenter med tre fremmedsprog er faldet markant fra 33 procent i 2007 til kun 4 procent i 2015. Det svækker sprogkompetencerne i samfundet og de unges muligheder for at begå sig indenfor uddannelse, kultur og erhvervsliv. Samtidig rammer svækkede sprogkompetencer danske virksomhedernes muligheder for at klare sig godt i konkurrencen med internationale virksomheder.

    Sprogtænketanken anbefaler bl.a., at skolerne skal forpligtes til at samarbejde om at udbyde og oprette sproglige studieretninger og sproghold. Det sker for at sikre, at der er nok elever til sprogfagene, og det kan betyde, at elever med interesse for sprog samles på færre gymnasier. Desuden skal alle gymnasier udvikle en sprogstrategi, og sprogfagene skal ifølge tænketanken spille bedre og tættere sammen med andre fag i gymnasiet og indtage en mere central rolle i arbejdet med at styrke elevernes tværgående kompetencer.

    “Anbefalingerne er med til bredt at styrke sprogundervisningen i gymnasiet. Derfor kommer vi både med anbefalinger til at ændre på strukturer og til at ændre på rammer for indholdet i sprogundervisningen. Vi er fx bekymret for, hvad der sker med begyndersprogene, når den nye gymnasiereform begrænser elevernes muligheder for at vælge begyndersprog i studieretningerne. Derfor anbefaler vi, at begyndersprogenes udvikling følges tæt, så forligskredsen hurtigt kan skride ind, hvis der er behov for justeringer”, påpeger Annette Nordstrøm Hansen, formand for tænketanken og for Gymnasieskolernes Lærerforening.

    Derudover lægger Annette Nordstrøm Hansen vægt på at søsætte initiativer, der kan fremme elevers motivation for sprog fra folkeskolen over gymnasiet og til de videregående uddannelser. Hun hæfter sig ved, at det er vigtigt at få skabt sammenhæng mellem sprogundervisningen på de forskellige niveauer i uddannelsessystemet.

    “Det er den røde tråd, vi vil sikre med forslaget om at oprette et nationalt sprogcenter, der skal styrke kvaliteten i sprogundervisningen og motivere eleverne til at lære sprog. Centret skal stå for forskning, udvikling og systematisk opsamling af viden inden for fremmedsprogsdidaktik og talentpleje”, understreger Annette Nordstrøm Hansen.

    Hun fremhæver desuden, at tænketankens anbefalinger bør indgå i arbejdet med at udforme en national sprogstrategi. Den opgave har undervisningsministeren og forskningsministeren i fællesskab bedt en arbejdsgruppe om at komme med input til.

    Læs om “Tænketanken om sprog” og anbefalingerne til at styrke sprog i gymnasiet: http://www.gl.org/uddannelse/udd.politik/Sider/Anbefalinger-fra-sprogtaenketank.aspx

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
    https://via.ritzau.dk/release?releaseId=8832805

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **