PRM / Kvickly udvider på Roskilde Festival

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Det er niende år i træk at glade festivalgæster kan forsyne sig med øl, tandbørster, tamponer, panodiler og andre uundværlige dagligvarer fra Kvicklys butik på Roskilde Festivalen.

    Og i år bliver det endnu nemmere at tanke op med det allermest nødvendige. Butikken i Øst får nemlig følgeskab af endnu en søsterbutik i Vest. Dermed står Kvickly for alt dagligvaresalg på festivalens to store camp-områder, samt Tuborgs ølsalg i Vest.

    Det er ikke småting, der langes over disken i Kvicklys Convenience shop på årets Roskilde Festival. Fra de to 40 fods containere, der under festivalen gør det ud for dagligvarebutikker, forventer tovholder og varehuschef John Byrian at sælge 20.000 frisksmurte sandwich, 20.000 halvliters mælk, omkring 1500 tandbørster og en lille halv million øl. Alt sammen i løbet af den ene uge, som festivalen varer.

    Dermed bliver butikken det største udendørs købmands set up nogensinde i Coop-regi, hvor ikke mindre end 500 frivillige, 30 ledere, 40 kasselinjer og en pæn portion IT i kulissen udgør ingredienserne i den cocktail, der i bogstaveligste forstand får det hele til at spille.

    For John Byrian er det nu ottende gang, han styrer slagets gang på Dyrskuepladsen. Og for ham giver det god mening at udvide med endnu en butik på festivalen.

    “Vi har i alle årene haft vores butik i Østlejren. Men i takt med, at festivalen er blevet større, kan vi se, at der også er et stort behov for nem adgang til dagligvarer i Vestlejren. Vi snakker jo 130.000 mennesker alt i alt ude på festivalen, der alle har behov for af de samme fornødenheder. Så på den måde giver det rigtig god mening at udvide,” siger John Byrian.

    To kolde fra kassen
    For at servicere de mange festivalgæster med både kolde øl, vand og mælk får Kvickly assistance af 10 tyvefods-kølecontainere og 6 køle-sættevogne. Opfyldning af hylder og varelager foregår på bedste Storm P-manér via hjemmelavede rullebånd, så de mange frivillige slipper for at slæbe øl og madvarer ind i butikken ved håndkraft.

    Selve ekspeditionen af kunderne derimod foregår ved ‘håndkraft’ og på god gammeldaws facon.

    “Der er ikke selvbetjening, men derimod god gammeldags ekspedition, hvor varerne bliver håndekspederet over disken. Det vil sige, at samtlige varer bliver taget fra hylden, bliver lagt hen på disken og ekspederet. Det er kunderne rigtig glade for. Og vi er rigtig glade for øjenkontakten med kunden. Det er hyggeligt og giver gæsterne en god fornemmelse af, at Kvickly er til stede på festivalen, ” lyder det fra John Byrian.

    Kvickly åbnede containerportene til dagligvaresalget lørdag d. 25. juni og lukker butikken igen søndag d. 3. juni. Butikkerne holder åbnet næsten 24-7 – fra kl. 7 morgen til kl. 4 om natten.

    Kvickly donerer minimum 100.000 kroner til udsatte børn

    Under festivalen forventer Kvickly at sælge 20.000 sandwich. Hver sandwich koster 35 kr. og heraf donerer 10 procent af beløbet – og minimum 100.000 kr. – til et Røde Kors-projekt for udsatte børn. Projektet skal sikre, at 100 udsatte børn kan tage på ferielejr med deres familier. Ud over en god ferieoplevelse, får børnene en oplevelse for livet, et nyt netværk og kontakt til frivillige, der fremover kan hjælpe, når livet byder på udfordringer.

    Fakta: Så meget sælger Kvickly på Roskilde

    Selvom kunderne kan vælge mellem 200 forskellige varenumre i Kvicklys to butikker på Roskilde Festivalen, så er der alligevel varer, som er kundernes absolutte favoritter.

    Topsællerterne er øl, mælk og vand, og Kvickly forventer at sælge følgende:

    20.000 halve liter mælk

    30.000 almindelige kildevand

    7.000 isterningeposer

    2.000 solcremer

    18.000 rammer øl á 24 stk. – i alt 432.000 stk.

    1500 tandbørster

    Ud over de bedst sælgende varegrupper, sælger Kvickly også store mængder Panodil og antiseptisk gelé. I år er 70 procent af vareudbuddet økologisk.

    For yderligere information:

    Varehuschef John Byrian, 2916 5047

    Kædedirektør Søren Steffensen, 5221 2801

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=7239072

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **