PRM / Vand som vækstmotor i alle landets lokalområder

    Pressemeddelelse fra Danva

    Vandsektorens teknologier, ydelser, markeder og selskaber skal være på højest mulige udviklingsniveau.

    “Vi tænker globalt, men agerer lokalt. På den måde sikres folkesundhed, naturbeskyttelse, klimaløsninger, erhvervsinteresser og fremskridt i lokalområderne og hele Danmark,” siger formand i DANVA, Lars Therkildsen.

    DANVAs strategi 2016-2020, som blev vedtaget på generalforsamlingen forud for DANVAs Årsmøde 2016
    i Falconer Centret i dag 26. maj, understøtter medlemmernes arbejde med kerneydelserne og vandselskabernes fortsatte udvikling.

    Vandselskabernes ydelser er af afgørende betydning for, at danskerne og Danmark fungerer.

    “Men de spiller samtidig en hel central rolle for, at lokalsamfundenes fremskridt og vækst. Også i de tyndere befolkede områder er det nødvendigt med rent drikkevand, sikker afledning af spildevand og planer mod oversvømmelser. Desuden er det også her helt afgørende, at vandselskaberne er på forkant med udviklingen,” siger Lars Therkildsen.

    Vandselskaberne arbejder stadig mere med at beskytte vand- og energiressourcerne og optimere anvendelsen af dem. De skal værne om naturen og samtidig finde ud af, om de kan arbejde endnu mere bæredygtigt, hvor processerne kan afføde nye produkter og generere energi.

    “Der er store gevinster ved at arbejde på denne måde. Kunderne får på sigt smartere løsninger, der kan give ydelser til stabile priser, mens lokalområdernes produktionsvirksomheder og rådgivere får vækst som følge af teknologiudviklingsarbejdet. Viser det sig så oven i købet, at teknologiløsningerne er så unikke, at de kan modnes til udenlandske markeder, så er det op til samarbejdspartnerne, om de vil gøre det til gavn for dansk eksport og beskæftigelse,” siger Lars Therkildsen.

    Vandselskaberne fungerer som åbne laboratorier for teknologiudvikling af vandløsninger, ligesom de efterfølgende er reference i forhold til erfaringerne med løsningerne og resultaterne for producenter og rådgivernes kunder. Eksport af vandteknologi vækster og havde i 2015 en rekordomsætning på 16,8 milliarder kroner.

    “Vandselskabernes opgaver understøtter således mange funktioner i samfundet. Drikkevand er det mest livgivende, vi har, samtidig med, at det er helt essentielt for f.eks. fødevareindustrien og sundhedssektoren. Spildevandet er til gengæld det mest dødbringende og sygdomsfremkaldende, som mennesker og natur skal skærmes fra. Indsatsen med at kontrollere skybrud betyder, at man nu kan bade i havnene inde midt i storbyerne. Det er enestående, globalt set, og det er med til at gøre livet i byerne mere attraktivt. Samtidig understøtter det turismen, hvad enten det er gæster, der kommer for at nyde danske byers havnefaciliteter, erhvervsturister, der vil lære af vandselskaberne eller det er udenlandske lystfiskere, der skal have fangst i de stadig renere indre danske farvande eller åer – alene denne turisme har en årlig omsætning på fem milliarder kroner,” siger Lars Therkildsen.

    Vandselskaberne er en central spiller i indsatsen for udvikling og vækst i hele Danmark. Visionen i DANVAs Strategi 2016-2020
    hedder: Rent vand til Danmark og verden. DANVA understøtter vandselskaberne i at fortsætte med at udvikle lokalområderne til gavn for by og land, den danske befolkning og landets økonomi.

    “DANVA skal forene, forstærke og fortælle om en dansk vandsektor, der er et centrum og basis for udviklingen af det danske samfund i forhold til borgernes liv og sund-hed samt erhvervslivets muligheder for bæredygtig vækst med rent vand og effektiv spildevandshåndtering,” siger Lars Therkildsen, og tilføjer:

    “DANVAs strategi skal sørge for, at DANVA kan understøtte vandselskaberne i at sikre fremskridt i lokalområderne og hele Danmark.”

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=6111150

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **