PRM / Foredrag: Krig og krise går altid ud over børn

    Pressemeddelelse fra Mission Øst

    Børn i krig og krise oplever ting, som intet menneske skulle opleve. I Armenien bliver børn med handicap gemt væk i mørke sovekamre. I Irak oplever børn, at deres forældre og venner bliver skudt og voldtaget af islamisk Stat.

    Læge og generalsekretær Kim Hartzner har selv talt med dem i forbindelse med Mission Østs hjælpearbejde. Han fortæller om deres skæbner ved to foredrag fredag den 6. maj i teltet Jupiter på Vor Frue Plads foran Domkirken i København. Klokken 10 er fokus på børn med handicap. Klokken 19 handler det om børn i krig. Det sker i forbindelse med kirkefestivalen Himmelske Dage i Kristi Himmelfartsferien.

    De to foredrag vil uden tvivl åbne en ny verden for tilhørerne og vise, at hjælpen fra Danmark nytter.

    Foredrag 1: Børn med handicap gemmes væk

    Kim Hartzner fortæller om børn med handicap i udviklingslande, som bliver gemt væk i skam, fordi forældrene er magtesløse ofre for landsbyens sladder. Børn med handicap lever isoleret i lande som Tadsjikistan, Armenien og Nepal. Mission Øst får børnene ud i lyset og giver dem lægehjælp og genoptræning.

    I teltet Jupiter vil der være en stor udstilling om Mission Østs arbejde blandt børn med handicap i udviklingslande.

    · Kom og hør Kim Hartzner kl. 10 i Jupiter på Vor Frue Plads foran Domkirken i København.

    Foredrag 2: Flygtninge fortæller fra frontlinjen

    Kim Hartzner fortæller om børn af fordrevne kristne og yezidier, som er flygtet over hals og hoved med deres familier fra Islamisk Stats brutalitet. Nogle har oplevet deres forældre blive skudt af IS-krigerne. Andre har set deres søskende blive bortført som sex-slaver.

    Generalsekretær Kim Hartzner har selv besøgt lejre og byer tæt ved frontlinjen, hvor Mission Øst uddeler nødhjælp og bl.a. driver tre børnetelte, hvor børn kan bearbejde traumer ved at tegne og opføre dramastykker og samtidig modtage basal skolegang.

    · Kom og hør Kim Hartzner kl. 19 i Jupiter på Vor Frue Plads foran Domkirken i København.

    Mission Øst er en international hjælpeorganisation, der med afsæt i Danmark yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.

    Link:

    Læge Kim Hartzner sammen med drengen Ayman i Mission Østs børnetelt på Sinjarbjerget i Irak. Ayman fik sin arm sprængt af, da han samlede en granat op fra jorden.

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00724/20a589b3-045a-4a71-9c02-1e155830b7d8.jpg

    Kim Hartzner overværer genoptræningen på et af Misson Østs sundhedscentre i Armenien.

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00165/a9385d29-048a-47bd-adab-9804ca623d1c.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5955981

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **