VELUX FONDEN støtter initiativ rette imod usynlige piger

    Pressemeddelelse fra Kvinfo

    Projektet “De usynlige piger” har modtaget støtte fra VELUX FONDEN på 2 mio.kroner. Projektet henvender sig til unge piger, som har svært ved at mestre livet og som ofte oplever, at de er blevet socialt og samfundsmæssigt afkoblet. Initiativet er et samarbejde mellem
    KVINFO og Foreningen Nydansker.

    Baggrunden for initiativeter at Danmark i mange år har overset en stor gruppe af sårbare og ensomme piger og unge kvinder. Fordi de passer deres skole og ikke laver ballade, bliver de overset. De viser ikke tegn på mistrivsel, men vender symptomerne indad, og de har ikke nødvendigvis en adfærd, der tiltrækker opmærksomhed eller giver problemer for andre.

    Men en rapport fra SFI om børn og unges trivsel dokumenterde sidste år problemer hos “de usynlige piger”.

    • Blandt de 19-årige piger er der 21 %, der tilkendegiver, at de har haft en psykisk lidelse
    • Hver femte (knap 20 %) af de adspurgte piger har overvejet at tage deres eget liv. Hos piger med etnisk minoritetsbaggrund er det tal oppe på 31 %.
    • Konsekvenserne spænder således fra tab af liv, ensomhed og isolation til spild af uddannelse og fremtid på arbejdsmarkedet.
    • Problemet er stigende



    Nina Groes, direktør for KVINFO: “Mange unge piger og kvinder oplever kultursammenstødet mellem deres rødder og det danske samfund meget voldsomt. Det hæmmer dem og betyder at vi som samfund ikke får udnyttet det potentiale, de dygtige piger har. Det vil KVINFO gerne lave om på, og derfor er vi sammen med Foreningen Nydansker meget glade for at få støtte fra VELUX FONDEN til vores arbejde.”

    Der er tale om et toårigt mentorforløb, der tilbydes piger fra Furesø, Gribskov, Helsingør, Hillerød, Høje-Taastrup og Roskilde kommuner. Det skal bidrage til, at pigerne opnår et bedre hverdagsliv med øget tilknytning til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og foreningslivet. ‘De usynlige piger’ er et tilbud for alle, men ønsker samtidig at adressere nogle af de problemer, som er specielle for piger med anden etnisk baggrund end dansk. Det gælder for eksempel utroligt høje forventninger til uddannelse, eller social kontrol i forhold til at opnå et selvstændigt socialt liv. Målet er at støtte pigerne til at realisere deres ønsker og muligheder i forhold til at opnå et sammenhængende socialt liv med uddannelse, arbejde og foreningsdeltagelse.

    “Vores erfaring er, at frivillige mentorforløb er en vellykket metode til at hjælpe udsatte unge på rette vej. Den frivillige relation, med en der kommer udefra, kan være med til at rykke de unge i positiv retning. Vi klæder mentorerne på til opgaven, så de er rustet til at understøtte pigerne i at få en bedre hverdag. Og det er her, mentorernes motivation ligger: At gøre en forskel for et andet menneske, ” siger Susie Skov Nørregård, senior- og mentorkonsulent fra Foreningen Nydansker.

    I første omgang skal der rekrutteres et korps på cirka 100 frivillige mentorer, der har de personlige, faglige og tidsmæssige ressourcer, der skal til for at hjælpe ‘de usynlige piger’ videre i deres liv. Gennem projektperioden skal der udvikles en prototype for den frivillige mentorindsats, som kan forankres i kommunen som supplement til kommunernes eksisterende sociale og beskæftigelsesrettede indsatser overfor såkaldte ‘uddannelsesparate’ og ‘aktivitetsparate’ unge.

    Arbejdet i “De usynlige piger” bygger blandt andet videre på de erfaringer og den kompetence, KVINFO i en årrække har opbygget i Mentornetværket, der er finansieret via Finansloven, og Foreningen Nydanskers mangeårige erfaring med succesfulde mentorprojekter.

    VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN er almennyttige fonde stiftet af Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX og andre firmaer i VKR gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. I 2014 uddelte VILLUM FONDEN 947 mio. kr. og VELUX FONDEN 161 mio. kr. til almenyttige formål.


    “De usynlige piger” starter den 1. september.

    For flere oplysninger KVINFO: Suzanne Moll. telefon: 50 76 33 59

    mail: Suzanne.Moll@kvinfo.dk

    FORENINGEN NYDANSKER: Susie Skov Nørregård, telefon: 26 22 05 28

    mail: htm@foreningen-nydansker.dk



    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4337049

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **