Dansk mode hitter i Indien og Rusland

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    København, 29. juli 2015

    Mens designerne får de sidste detaljer på plads til modeugen i København, der starter den 5. august, kan den danske modebranche konstatere, at det går over al forventning i lande som Indien og Rusland, der begge viser imponerende vækstrater. Det viser Deloittes Modeanalyse 2015.

    “Dansk design har i den grad indtaget Indien og Rusland, hvor de hastigt voksende middelklasser sætter deres købekraft i vestlige brands. Hvad enten det gælder modetøj, sko eller smykker, er de danske mærker populære. Det er ekstremt glædeligt,” siger partner og modeekspert i Deloitte Morten Steinmetz.

    Den danske modebranches eksport til Indien og Rusland voksede med over 50 procent fra 2013 til 2014. I Rusland er der dog god grund til at følge den politiske situation tæt, mener Morten Steinmetz:

    “Indien vil også i 2015 have et stort vækstpotentiale, som danske modevirksomheder med fordel kan udnytte, mens der er større usikkerhed om det russiske marked. Der er ingen tvivl om, at de politiske sanktioner vil få en indflydelse på eksporten, så nogle virksomheder bør tænke i at omlægge deres ressourcer, så de hurtigt kan satse på andre markeder,” siger han.

    På trods af de flotte resultater kan modebranchen dog langt fra hvile på laurbærrene. Lige i hælene på Indien og Rusland ligger de såkaldte Next 11-lande, der bl.a. omfatter Tyrkiet, Sydkorea og Egypten, og her har branchen ikke formået at udnytte eksportpotentialet.

    “Sidste år steg eksporten af beklædning og accessories til Next 11 med kun 8,1 procent, hvilket er et dårligere resultat end den øvrige del af dansk erhvervsliv. Det kan godt være, at disse lande stadig udgør en brøkdel af den samlede modebranches eksport, men det globale kapløb om at få foden indenfor på de nye vækstmarkeder er allerede i fuld gang. Det er nu, man skal hoppe med på vognen,” siger Morten Steinmetz.

    Den samlede eksport af tøj og beklædningstilbehør som sko og smykker voksede med 9,3 procent i 2014 til 25 milliarder kroner. De største eksportmarkeder for dansk mode er stadig Tyskland, Sverige og Norge.

    Om Modeanalysen 2015:
    Deloittes Modeanalyse 2015 giver et grundigt indblik i den danske modebranche, herunder producenter, engrosvirksomheder, detailhandel, skotøjsvirksomheder, børnetøjsfirmaer samt smykke- og urproducenter.

    Link:

    DeloitteHuset Weidekampsgade 6 København

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00409/bb2fcf6b-3bba-4db7-abae-f411524d2533.jpg

    Eksport af beklædning til BRIK og NEXT 11

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00226/5e59a653-929b-45ec-ba94-e724d860f693.png

    Beklædningseksportens top 10 markeder

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00607/315eaed8-6879-493e-93be-3fe3edb690fb.png

    Morten Steinmetz

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00277/631b19ae-80b3-4d41-9755-2902acdde465.jpg

    Morten Steinmetz er partner i Deloitte og ekspert i mode- og luksusbranchen.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **