HK: Udsigtsløs sparekurs kortslutter opsvinget

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Får regeringen held til at skære massivt i den nære borgerservice, risikerer man at spænde alvorligt ben for det spirende opsving, vi er vidne til i øjeblikket. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Bodil Otto, efter at regeringen i de igangværende forhandlinger med KL om næste års kommuneøkonomi har spillet ud med en såkaldt omprioriteringspulje.

    Får puljen, der betyder besparelser på én procent af den kommunale serviceramme, ben at gå på, vil det ifølge Bodil Otto få betydelige konsekvenser for både borgere og samfundsøkonomien.

    – Vi taler om en barbering af den borgernære velfærd på 2,5 milliarder kroner årligt eller i alt 10 milliarder kroner svarende til omkring 20.000 færre ansatte frem mod 2020. Det vil kunne mærkes. Ikke alene hos de børn, unge, ældre, ledige eller syge, der er så afhængige af et velfungerende velfærdssystem. Nej, sparekursen vil også ramme både virksomheder og veletablerede borgere, der helt overordnet nyder godt af en borgernær service for at de kan præstere optimalt til gavn for væksten i landet, konstaterer Bodil Otto.

    Sparekursen underminerer derfor ifølge Bodil Otto betingelserne for fremgang og velstand, og hun opfordrer på den baggrund KL til at stå fast på sin modstand mod de bebudede nedskæringer.

    – KL fortjener at blive bakket op i disse timer, hvor det reelt bliver afgjort, om dette land skal gå mod recession eller ny fremgang. Samtidig vil jeg gerne appellere til regeringen med finansministeren i spidsen om at besinde sig, så det begyndende opsving ikke sættes over styr, lyder det fra Bodil Otto.

    HK Kommunal-formanden noterer sig også, at finansministeren særskilt nævner administrationen som et selvstændigt spareobjekt.

    – Det er værd at huske, at langt hovedparten af det arbejde, der kaldes administrativt, har at gøre med meget jordnære ydelser som miljøgodkendelser, fødevarekontrol, sociale ydelser, jobindsats, tandpleje og udsatte børn. Bliver disse områder udsultet, vil det få alvorlige konsekvenser for såvel borgere som virksomheder, fastslår Bodil Otto.

    Hun tilføjer, at andre faggrupper som lærere, læger og pædagoger klager over, at de er overbebyrdet med administration, som stjæler deres arbejdstid.

    – Besparelser på administrationen får jo ikke de administrative opgaver til at forsvinde. Det betyder bare, at andre faggrupper skal bebyrdes med mere administration, hvilket tager tid fra deres kerneopgaver. En effektiv administration er altså også forudsætningen for, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen, konstaterer Bodil Otto.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **