Politiet leder efter savnet kvinde i sølvgrå VW Golf


    Else Kathrine Hansen tog fredag eftermiddag bilen og kørte fra sin bopæl på Dalgårdsvej i Hyrup ved Agerskov for at købe ind, og hun er ikke vendt hjem.


    Politiet i Syd- og Sønderjylland fortsætter søndag eftersøgningen af en sølvgrå VW Golf og bilens fører, den 72-årige Else Kathrine Hansen.

    Kvinden tog fredag eftermiddag bilen og kørte fra sin bopæl på Dalgårdsvej i Hyrup ved Agerskov for at købe ind, og hun er ikke vendt hjem.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Else Kathrine Hansen er diabetiker og afhængig af sin daglige medicin.

    Da hun tilsyneladende er kørt hjemmefra uden medicinen, frygter politiet, at hun kan have fået et ildebefindende, oplyser vagtchef Anders Hansen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

    – Vi frygter, at hun er syg og befinder sig i hjælpeløs tilstand, siger han.

    Det er kvindens familie, der har meldt hende savnet, og familien har lørdag ledt efter hende i lokalområdet.

    Også politiet har været ude og lede efter bilen med kvinden. Søndag gennemtrawler politiets patruljebiler igen området for at finde spor af hende.

    – Vi har fravalgt at lede med helikopter, fordi der er mange sølvgrå biler på vejene, og vi kan heller ikke lede med hunde, fordi vi ikke ved, hvor vi skal begynde. Derfor beder vi om offentlighedens hjælp til at finde bilen med kvinden, siger Anders Hansen.

    Else Kathrine Hansen er spinkel af bygning og er dårligt gående. Hun har gråt, krøllet hår og bærer briller. Der er ikke oplysninger om hendes påklædning.

    Bilen er en sølvmetal VW Golf stationcar årgang 2000 med indregistreringsnummeret ZM 41 949.

    Politiet oplyser, at Else Kathrine Hansen holder af at køre ud i skov- og naturområder for at nyde landskabet.

    Folk, der har oplysninger om sagen, kan kontakte politiet på telefon 114.

    /ritzau/