Internetpirat anholdt i Polen: Nu vil USA have fingrene i ham


    Efter anholdelsen er kickasstorrents gået offline. Sitet menes, at have indtjent mellem 80 – 150 millioner kroner om året i reklameindtægter.


    Polske myndigheder har onsdag anholdt en 30-årig ukrainsk mand, der menes at stå bag verdens i dag største ulovlige fildelingstjeneste på internettet.

    Samtidig er manden blevet sigtet for internetpirateri i USA, oplyser USA’s justitsministerium på sin hjemmeside. Amerikanerne vil nu forsøge at få ukrainske Artem Vaulin udleveret fra Polen.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    USA mistænker blandt andet Vaulin for at have forbrudt sig mod ophavsrettigheder og regler om hvidvask.

    Den 30-årige ukrainer menes at stå bag Kickass Torrents, hvor film, spil og musik for milliarder af kroner ulovligt kan downloades.

    Ifølge de amerikanske anklagere har materialet i alt en værdi af “godt over en milliard dollar”. Det svarer til mere end 6,8 milliarder kroner.

    LÆS OGSÅ: Nøgenbilleder af Hollywood-stjerner stjålet af hacker – nu hjælper FBI
    Kickass Torrents skulle have flere end 50 millioner unikke besøgende hver måned. Det gør siden til den 69. mest besøgte hjemmeside på hele internettet ifølge sigtelsen mod manden.

    Piratsiden er tilgængelig på omkring 28 forskellige sprog, menes at have en værdi på over 54 millioner dollar og tjener angiveligt mellem 12,5 og 22,3 millioner dollar årligt i reklameindtægter.

    Domstole i adskillige lande har forsøgt at blokere siden. Det gælder blandt andet i Danmark, lyder det.

    LÆS OGSÅ: Video på Facebook: Hacker McDonald’s automat og får mad til halv pris
    Når amerikanerne er interesserede i at få fat i Artem Vaulin, skyldes det blandt andet, at en af serverne bag siden er eller har været placeret i Chicago.

    Leslie R. Caldwell, leder af det amerikanske justitsministeriums afdeling for kriminalitet, mener, at ukraineren har været med til at påføre kunstnere og den kreative verden stor skade.

    – I et forsøg på at omgå myndighederne benyttede Vaulin angiveligt servere placeret i lande rundt omkring i verden og flyttede sine domæner på grund af gentagne beslaglæggelser og civile sagsanlæg. Hans anholdelse i Polen viser dog igen, at cyberkriminelle kan flygte, men de kan ikke gemme sig, siger Caldwell.

    /ritzau/