Betjente omringede Mjølnerparken og fandt pistol

    Politifolk fandt en skarpladt pistol og en kniv i en hæk, da de natten til fredag igen forsøgte at rette et slag mod bandemiljøet ved Mjølnerparken i København.

    Flere unge blev anholdt i forbindelse med aktionen, hvor betjentene slog ring om bebyggelsen.

    Det udviklede sig dramatisk, da en 33-årig mand på en stjålen knallert ifølge politiet forsøgte at køre en betjent ned. Han blev kort efter bidt af en politihund og anholdt.

    I et retsmøde fredag har manden afvist, at han bevidst kørte ind i betjenten. Han fandt det “sjovt” at blive jagtet af politiet, har han forklaret. Ifølge eget udsagn blev han “smadret” af betjenten, så han måtte syes med seks sting i hovedet, ligesom hunden bed ham i ryggen.

    Dommeren har varetægtsfængslet ham i 11 dage for vold mod tjenestemand.

    Også tidligere på ugen er betjente gået målrettet efter mænd med tilknytning til Mjølnerparken.

    – Vi ønsker at sende et signal til bandemedlemmer og ikke mindst unge mænd, der måske går og overvejer at blive mere knyttet til disse voldelige grupperinger, at det har konsekvenser, siger Lars Karlsen fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Ved at undersøge pistolen og kniven for dna-spor og fingeraftryk håber politiet på at kunne afsløre ejermændene.

    Så sent som torsdag blev fem andre unge fra bandemiljøerne varetægtsfængslet i København. Sigtelserne drejer sig om hashsalg, våben og tyveri, og tre af disse var blevet anholdt i Mjølnerparken.

    Også onsdag skete der varetægtsfængsling efter anholdelser i bebyggelsen. Det drejer sig om to mænd, der sigtes for at have forsøgt at dræbe en tredje med en serie skud i Rovsinggade.

    /ritzau/