Cosby planlægger foredragsturné efter afvist sexsag

    Bill Cosby planlægger en række foredrag på amerikanske rådhuse, hvor han vil tale med unge mennesker om sine erfaringer med det amerikanske retsvæsen.

    Det siger hans talsmand torsdag.

    Det sker, mindre end en uge efter at en sag, hvor han var anklaget for tre tilfælde af seksuelt overgreb mod en kvinde, blev erklæret ugyldig.

    – Vi er stadig i planlægningsfasen. Vi ser på byer, hvor vi kan få dette til at ske. Vi har ingen dato endnu, siger talsmanden Andrew Wyatt.

    Talsmanden oplyser, at Cosby har modtaget hundredvis af opkald fra folk, der vil høre om komikerens forhold til det amerikanske retsvæsen.

    – De er nødt til at være opmærksomme på, at sådan nogle ting kan ske for dem, hvis det kan ske for Bill Cosby, siger Wyatt.

    – Dette kan ske for alle unge mennesker, især unge atleter, og de er nødt til at vide, hvad der kan ske, når de fester, siger Wyatt på tv-stationen WBRC.

    En dommer i Norristown, Pennsylvania, besluttede lørdag, at man måtte opgive at nå frem til en afgørelse i sagen mod den amerikanske komiker.

    Nævningene havde meddelt, at de var “håbløst” kørt fast og ikke kunne nå til enighed. Derfor erklærede dommeren sagen ugyldig.

    Den 79-årige Bill Cosby stod anklaget for tre tilfælde af overgreb, der hver kunne give op til ti års fængsel samt en bøde på 25.000 dollar.

    Cosby var anklaget for at have bedøvet og begået overgreb på Andrea Constand i 2004.

    I alt har omkring 60 kvinder anklaget Cosby for at have udsat dem for seksuelle overgreb. Det har sat en stopper for den 79-årige skuespillers lange karriere.

    Komikeren virker dog opsat på at vende tilbage.

    – Mr. Cosby vil vende tilbage til sit arbejde, siger Andrew Wyatt.

    Anklagemyndigheden har lovet, at sagen mod Bill Cosby skal genoptages. Dommeren i den netop afviste retssag har oplyst, at det formentlig vil ske inden for de næste fire måneder.

    /ritzau/