Slovakiet sender svenske titelholdere ud af U21-EM

    England er videre til semifinalerne ved U21-EM, mens de forsvarende svenske europamestre må rejse hjem.

    Sådan er den foreløbige konklusion efter den tredje og sidste gruppekamp i gruppe A ved EM-turneringen i Polen, hvor Slovakiets skæbne endnu er uvis.

    England sikrede sig førstepladsen med en 3-0-sejr over de polske værter. Scoringer fra Demarai Gray, Jacob Murphy og Lewis Baker afgjorde sagen, så England er videre fra gruppens førsteplads med syv point.

    Med en sikker 3-0-sejr over Sveriges regerende europamestre slutter Slovakiet på andenpladsen med seks point.

    De slovakiske fodboldtalenter må dog vente i spænding lidt endnu på grund af et specielt turneringsformat.

    Kun den bedste toer på tværs af de tre indledende EM-grupper belønnes med en semifinaleplads, og derfor må Slovakiet vente på, at gruppe B og C bliver færdigspillet.

    Gruppe B, hvor Spanien er sikret førstepladsen, spilles færdig fredag. Portugal kan med en storsejr over Makedonien true Slovakiet i toer-regnskabet.

    Det samme kan Tyskland, Tjekkiet og Italien gøre i gruppe C, hvor Danmark som det eneste hold har udspillet sin rolle før de sidste gruppekampe på lørdag.

    /ritzau/