Annonceflugt fra Google tager til

    Store internationale virksomheder på stribe dropper Googles annonce-tjeneste på video-portalen YouTube. De er trætte af, at deres annoncer ender forud for stødende videoer.

    Kundeflugten får Google til at sætte gang i en “omfattende gennemgang” af deres annoncepolitik. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Tirsdag oplyste Google, at de vil skabe et redskab, der skal forhindre, at selskabers annoncer bliver vist i en sammenhæng, de ikke ønsker.

    Det har dog ikke stoppet udviklingen. Onsdag suspenderede teleselskaberne Verizon og AT&T deres annoncer på YouTube, der er ejet af Google.

    Torsdag var det den amerikanske medicinalkonglomerat Johnson & Johnson, der suspenderede alle digitale annoncer hos YouTube.

    Selskaberne er utilfredse med, at deres annoncer vises før videoer med eksempelvis anti-semitiske eller homofobiske budskaber.

    /ritzau/