Curlingkvinder afværger den totale VM-fiasko med sejr

    En fiasko. Sådan må man betegne det kvindelige danske curlinglandsholds samlede facit ved VM i Beijing, også selv om holdet vandt den sidste kamp over Italien.

    Efter ti nederlag i lige så mange kampe fik skipper Lene Nielsens hold samlet sig op og vandt 8-7 over italienerne, der ellers var på sejrskurs.

    Med hele fire point i ottende ende bragte Italien sig foran 7-6, og så lignede det endnu et nederlag for danskerne.

    I den tiende og afsluttende ende fik Danmark imidlertid sørget for to point, der sikrede sejren.

    Tidligere torsdag tabte Danmark 4-8 til Canada, så canadierne fik fuldt hus i gruppespillet med 11 sejre af 11 mulige.

    VM skulle egentlig have handlet om at sikre en billet til OL i Pyeongchang næste år, men det er ikke blevet aktuelt.

    Danmarks hold må i stedet indstille sig på at spille et OL-kvalifikationsstævne i december i Tjekkiet.

    Det hører med til historien, at det danske hold ikke har haft en optimal forberedelse til VM blandt andet på grund af sygdom og genoptræning efter skader.

    I opgøret mod Canada var Danmark som flere gange tidligere i turneringen godt med i første halvdel af kampen.

    Danmark førte 4-3 efter syv af de planlagte ti ender, men så scorede Canada henholdsvis tre og to point i de næste to ender.

    Det danske hold valgte derefter at opgive efter ni ender.

    Danmark slutter sidst blandt de 12 deltagende nationer ved VM.

    /ritzau/