Indonesisk politi jagter formodet bombemand i Vestjava

    Politiet i Indonesien har omringet en regeringsbygning i jagten på en formodet bombemand mandag morgen lokal tid.

    Lokale tv-stationer rapporterer ifølge nyhedsbureauet dpa, at den formodede bombemand har gemt sig i en regeringsbygning i Bandung, der er hovedstad i provinsen Vestjava.

    Den formodede gerningsmand kastede forskellige ting ud fra anden sal af bygningen, som han også prøvede at sætte ild til, da politiet bad ham om at overgive sig, rapporterer CNN i Indonesien.

    En politibetjent siger til tv-stationen, at man frygter, at manden er iført en bombevest.

    Den mistænkte gemte sig i bygningen, efter at han havde detoneret en hjemmelavet bombe i samme område.

    Ingen er ifølge CNN kommet til skade.

    /ritzau/