Britisk arbejdsmarked viser ingen tegn på svækkelse

    Indtil videre ser det ud til, at det britiske arbejdsmarked er gået fri af den ventede nedtur oven på folkeafstemningen om det fortsatte medlemskab af EU i sommer.

    De seneste tal for beskæftigelsen er offentliggjort onsdag og dækker perioden til og med november.

    Den viser, at der ikke er sket nævneværdige forskydninger i antallet af beskæftigede og arbejdsløse siden sommeren.

    I perioden fra september til november var der 31,8 millioner briter i arbejde. Det er blot 9000 færre end i de foregående tre måneder.

    Samtidig er antallet af arbejdsløse rent faktisk faldet og udgør nu 1,6 millioner mennesker.

    Det er 52.000 færre end i de foregående tre måneder og 81.000 færre end i samme periode året forinden.

    – Mens der er sket en lille forandring hvad angår beskæftigelsen, så fortsætter beskæftigelsesprocenten med at være historisk høj.

    – Lønstigningerne fortsætter også, selv om de er forholdsvis moderate, siger David Freeman, der er seniorstatistiker ved Office for National Statistics, ifølge Guardian.

    Ben Brettell er seniorøkonom hos investeringsselskabet Hargreaves Landsdown. Han konstaterer, at økonomien tilsyneladende er ret modstandsdygtig over for de mulige udfordringer ved britisk alenegang.

    – Det britiske arbejdsmarked fortsætter med at overraske med sin robusthed over for brexit-chokket, siger han til avisen.

    Selv om briternes EU-nej altså ikke har påvirket arbejdsmarkedet, har britisk økonomi allerede mærket konsekvenserne andre steder.

    Blandt andet er det britiske pund faldet kraftigt i forhold til euroen og dollaren, ligesom inflationen er begyndt at stige af samme årsag.

    /ritzau/