Formand: Region Sjælland kan ikke vente til 2040 på læger

    Anbefalingerne til en bedre lægedækning i Danmark er for langsigtede, når det kommer til speciallægerne i sygehusvæsenet.

    Det mener Region Sjællands formand, Jens Stenbæk (V).

    – Rapporten løser ikke de akutte problemer, vi har. Vi mangler over 100 speciallæger i vores sygehusvæsen i øjeblikket. Der ligger ikke nogen løsninger på kort sigt, siger han.

    Onsdag præsenterede Lægedækningsudvalget, der er nedsat af regeringen, sine anbefalinger til en ligelig geografisk placering af lægerne i Danmark.

    Men Jens Stenbæk mener ikke, at udvalget i rapporten tager højde for de manglende læger i Region Sjælland, der har det laveste antal speciallæger per indbygger.

    – Man prøver at glatte ud ved at sige, at problemet er løst i år 2040. Det kan vores borgere ikke vente på, lyder det fra regionsrådsformanden.

    I Region Sjælland har man selv taget initiativ til at fastfryse antallet af stillinger på de store universitetshospitaler for at afhjælpe problemet på kort sigt.

    – Det kan give mulighed for yderområderne. Vi havde gerne set, at ekspertudvalget havde fundet på flere redskaber i den retning, siger Jens Stenbæk.

    Han ser dog også gode initiativer i de 18 anbefalinger, der er blevet fremlagt.

    I Region Nordjylland, hvor manglen på læger er stor, hæfter man sig ved, at udvalget anbefaler at øge antallet af lægestuderende på Aalborg Universitet.

    Samtidig lægges der nemlig op til, at de studerendes mulighed for at flytte til et andet universitet efter bacheloren begrænses.

    Regionen håber dermed, at flere nyuddannede fremover vælger at arbejde i Nordjylland, fortæller regionsrådsformand Ulla Astman (S).

    – Det betyder, at vi får større mulighed for at rekruttere læger, for omkring 70 procent bliver i det område, de tager deres uddannelse i, siger hun.

    Spørger man Mads M. Helsted, der er formand for Foreningen af Danske Lægestuderende, skal man have de studerendes situation med i overvejelserne.

    – Det er ærgerligt, man skal presses igennem et sted, hvis man ikke trives, siger Mads M. Helsted.

    – Nogle har personlige årsager til at flytte. Derudover er det fire meget forskellige medicinstudier, og det kan være, at en af modellerne passer den studerende dårligt, forklarer formanden.

    /ritzau/