Cool Landin efter storkamp: Jeg havde jo forberedt mig

    Han leverede 23 redninger, heraf mange på helt åbne chancer. Han endte med en redningsprocent på 48 og en rolle som dansk matchvinder.

    Der har næppe været lange diskussioner i kulissen, inden de franske arrangører udpegede Niklas Landin til kampens bedste spiller, da Danmark besejrede Sverige med 27-25 ved håndbold-VM.

    – Jeg havde jo forberedt mig. Jeg ved godt, at jeg kan redde bolde, men jeg ved også, at modstanderne er gode. I dag ramte jeg bare en rigtig god dag, siger Niklas Landin.

    På forhånd havde han ikke lagt skjul på, at han så frem til at møde nogle lidt mere velkendte modstandere end egypterne og argentinerne, der spiller en lettere kaotisk gang håndbold.

    En håndfuld svenskere optræder ligesom Landin i Bundesligaen, og to af dem er endda hans klubkammerater i THW Kiel. Det kendskab kan han have været medvirkende til Landins pragtkamp.

    – Det kan det have. Der var så mange fra Bundesligaen, og det var lidt omvendt psykologi.

    – Skulle jeg gå på skuddene, som jeg havde set på videoen, eller skulle jeg også huske på, hvad jeg har set i Bundesligaen og kan huske fra træningen, forklarer Landin.

    Som regel gættede han rigtigt, og i en periode i første halvleg hylede han svenskerne så meget ud af den, at de brændte på stribe i helt oplagte scoringspositioner.

    – Vi havde lidt problemer, og de fik forfærdelig mange frie skud. Generelt spillede vi ikke vores bedste landskamp, men der er heldigvis en masse, vi kan tage med herfra, siger Niklas Landin.

    /ritzau/