Time udnævner Donald Trump til årets person

    Nyhedsmagasinet Time har udnævnt den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, til årets person 2016, skriver Reuters.

    – Det er en stor ære. Det betyder meget for mig, siger Donald Trump i et interview med tv-stationen NBC.

    – Det er 90. gang, vi har udnævnt den person, som på godt og ondt har den største indflydelse på årets udvikling. Så er det så til det bedre eller til det værre i år?

    – Udfordringen for Trump er, at dette spørgsmål skaber dyb uenighed i landet, skriver Times chefredaktør, Nancy Gibbs, i sin begrundelse.

    Ifølge chefredaktøren er det svært at måle i hvilket omfang, Trump har vendt op og ned på tingene.

    – Denne ejendomsmilliardær og kasinoejer, som blev reality-tv-stjerne, denne provokatør, som aldrig har haft et politisk embede, skriver Time og henviser til alle dem, der ikke tog Trump alvorligt og ikke så ham nærme sig valgsejren.

    – Trump har vundet, fordi han har mindet USA om, at demagogi bliver næret af fortvivlelse, og at sandheden kun har så meget kraft, som dem, der taler, har tillid og tro.

    – Og fordi han har givet et skjult vælgerlag en stemme ved at gøre dets indignation og frygt til politisk mainstream, og fordi han skabt en ny ramme for morgendagens politiske kultur ved at ødelægge gårsdagens.

    Time har kåret årets person siden 1927, hvor den gik til Charles Lindbergh.

    Årets person er ifølge nyhedsmagasinets chefredaktion et menneske, som er ved at forandre historien, og som vil forandre historien i fremtiden.

    Årets person 2015 var Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

    Blandt de andre kandidater, som stod øverst på Times liste til æren som årets person, var Trumps modstander i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, samt den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

    /ritzau/Reuters