Flertal af partier vil bevare forbrugernes kemi-vagthund


    En samlet rød blok vender sig sammen med Dansk Folkeparti nu mod regeringens nedlægning af Forbrugerrådet Tænk Kemi. Det skriver Metroxpress.

    Tænk Kemi står blandt andet bag appen Kemiluppen. Her kan forbrugerne tjekke, om kosmetik og plejeprodukter indeholder stoffer, der bliver mistænkt for at være sundhedsskadelige.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Tænk Kemi har en treårig bevilling på i alt 15,9 millioner kroner på finansloven. Den udløber dog ved årsskiftet, og regeringen agter ikke at forlænge den.

    Men Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, gør det klart, at DF går til forhandlinger om en ny finanslov med et “klart ønske om”, at Tænk Kemi fortsætter.

    – Vi har jo allerede brugt penge på at opbygge organisationen. Og forbrugerne har stor nytte af den uvildige information, Kemiluppen og produkttest, siger René Christensen til Metroxpress.

    Han kræver dog, at Kemiluppen bliver mere nuanceret i sin formidling end i dag. Kemiluppen mærker produkter med rød, gul og grøn.

    Et flertal på 58 procent af danskerne mener, ifølge en måling fra YouGov, at Forbrugerrådet Tænk Kemi er den aktør, de har størst tillid til, når de ønsker information om uønskede kemikalier i dagligvarer.

    Blot 17 procent har størst tillid til de offentlige myndigheder.

    – Der er intet alternativ til Tænk Kemi. Tallene er jo et vink med en vognstang om, at danskerne ønsker information om de enkelte produkter, siger bæredygtighedsordfører Lea Wermelin fra Socialdemokraterne til Metroxpress.

    Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fastholder, at Tænk Kemi “bekymrer forbrugerne unødigt”.

    – Der er intet, som hindrer Forbrugerrådet Tænk i at fortsætte appen Kemiluppen som et brugerfinansieret tilbud, siger han til Metroxpress.

    /ritzau/