23-årig dansk student mister livet i trafikulykke i USA


    En trafikulykke i den amerikanske delstat New Jersey har kostet en 23-årig dansk udvekslingsstudent livet.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Ulykken skete fredag morgen på Route 34, oplyser politiets talsmand Charlie Webster til mediet app.com.

    Ulykken skete, da føreren af en Mazda CX-9 ville svinge til venstre ad Roberts Road og kørte ind foran en modkørende Toyota Prius, hvor danskeren sad på bagsædet.

    Bilen med den danske udvekslingsstudent blev kørt af en 65-årig kvinde, og med i bilen var desuden hendes jævnaldrende mand og en 21-årig udvekslingsstudent fra Schweiz.

    De blev alle fire ligesom den 69-årige kvinde, der kørte den anden bil, bragt til sygehuse i området.

    Men den 23-årige danskers liv stod ikke til at redde, og omkring 12 timer efter ulykken døde han på Robert Wood Johnson-hospitalet i New Brunswick, oplyser politiet til app.com.

    /ritzau/