Militær slår ring om romalejr efter skyderi og fire drab


    Franske soldater har slået ring om en romalejr i Nordfrankrig, hvor et skyderi tirsdag har kostet mindst fire personer livet.

    Tre døde var alle medlemmer af et roma-samfund, som overnattede på stedet, mens det fjerde offer er en politimand. Han døde af sine kvæstelser efter skududvekslingen, skriver BBC.

    Yderligere tre er såret, heriblandt et barn og en politibetjent, skriver avisen Courrier Picard.

    Avisen beretter, at politiet rykkede ud til skyderiet omkring klokken 16.30 tirsdag eftermiddag ved byen Roye, der ligger i distriktet Haute-Somme mellem Paris og Lille.

    Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, oplyser til journalister på stedet, at romalejrens ofre, der blev skudt “med koldt blod”, er et seks år gammelt barn, en mand og en kvinde.

    Et stort politiopbud har siden skyderiet hold vagt ved et hospital i Amiens, hvor de sårede behandles. Personalet på hospitalet har bedt folk om at forlade et venterum på stedet.

    Det er uvist, hvad der ligger bag skudangrebet.

    Vidner har til nyhedsbureauet AFP fortalt, at et slagsmål brød ud i lejren, og at en af de indblandede mænd begyndte at skyde, da politiet nåede frem til stedet.

    Skudmanden er ifølge AFP’s oplysninger i kritisk tilstand efter at være blevet ramt af politiskud.

    Både præsident François Hollande og premierminister Manuel Valls har udtrykt forfærdelse over episoden.

    – Mine tanker er hos familierne, ofrene og betjenten dræbt i tjeneste for Frankrig, skriver Valls på Twitter.

    I en skriftlig udtalelse hylder præsident Hollande “modet” hos betjentene, der rykkede ud til stedet.

    /ritzau/