Chelsea slår Barcelona i intens test i USA


    Chelsea vandt 4-2 og kom dermed bedst ud af en intens testkamp mod FC Barcelona i Washington sent tirsdag.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det engelske mesterhold vandt efter straffesparkskonkurrence i en kamp, hvor begge hold prøvede forskellige spillere af foran mere end 78.000 begejstrede tilskuere på NFL-holdet Washington Redskins’ normale hjemmebane.

    Chelseas Eden Hazard åbnede scoringen efter kun 10 minutter. Luis Suarez og Sandro Ramirez scorede to gange for FC Barcelona i anden halvleg og vendte kampen, men Gary Cahill sørgede for forlænget spilletid med et hovedstødsmål fem minutter før tid.

    I straffesparkskonkurrencen skød Barcelonas Alan Halilovic på overliggeren i spaniernes andet forsøg. Chelseas belgiske målmand, Thibaut Courtois, reddede Gerard Piques skud i Barcelonas næste forsøg, mens Chelseas Ramires og Loic Remy scorede.

    Chelsea-manager José Mourinho kan godt lide at vinde, men sejren i denne intense testkamp betød ikke det store for ham.

    – Straffesparkene betyder ingenting for os. Det handler ikke om at vinde eller tabe. De spillede og trænede det samme som os. Det var ingen taktisk kamp, det var to hold, som var på udkig efter intensitet, siger Mourinho ifølge AFP.

    På et tidspunkt, hvor begge hold forbereder sig til den kommende sæson er skader noget, som helst skal undgås. Men en kamp mellem to af Europas bedste fodboldhold skal åbenbart give intensitet og hårde nærkampe. Derfor må holdene nu pleje skader.

    – Det var en mere fysisk kamp end det burde være på dette tidspunkt tid af sæsonoptakten, siger Barcelona-træner Luis Enrique.

    – Det var ikke et nederlag. Det var uafgjort. Alt i alt var det en træningskamp. Vi gav spilletid til spillere, vi havde brug for at se, fortsætter spanieren.

    Chelseas Diego Costa fik lyskeproblemer tidligt i kampen, mens Gary Cahill muligvis har brækket næsen. FC Barcelonas Douglas måtte udskiftes tidligt i kampen. Hvor galt det står til med ham, vidste Luis Enrique ikke straks efter kampen.

    – Det er dårligt nyt, men vi må se, hvad der sker, siger Enrique.

    /ritzau/