Blodsudgydelser nær Tripoli koster mindst 21 libyere livet


    Mindst 21 mennesker er blevet dræbt i voldsomme kampe tæt på den libyske hovedstad, Tripoli, da styrker tro mod landets regering stødte sammen med en islamistisk gruppering.

    Sammenstødet skete ifølge militæret fredag, da Libyens rivaliserende parlamenter mødtes i Marokko til fredsforhandlinger mæglet af FN.

    Hærstyrker og den islamistiske koalition Fajr Libya bekrigede hinanden i Tajoura 30 kilometer øst for Tripoli.

    – 14 soldater, fire militante fra Fajr Libya og tre kvinder blev dræbt i dag i Tajoura, siger en militærkilde tro mod regeringen.

    Kvinderne blev angiveligt dræbt af en granat.

    Yderligere 24 personer skulle være blevet såret.

    Tabstallene lyder dog anderledes, når de kommer fra Fajr Libya.

    Mohamad Shami, der er talsmand for gruppen, bekræfter kampene, men giver et højere dødstal. Han hævder, at 32 på modstanderens side er blevet dræbt.

    – Fajr Libya har nu fuld kontrol over Tajoura, og der er fortsat mindre kampe nær en base, hvor nogle af angriberne (fra hæren, red.) fortsat befinder sig. Fajr Libyas styrker er i færd med at omringe dem, siger Shami.

    Kampene er de seneste i en række, hvor regeringstro styrker forsøger at generobre Tripoli, som Fajr Libya indtog i august.

    Libyen har to regeringer, men kun den ene er internationalt anerkendt. Den er dog blevet drevet på flugt af oprørerne.

    Landet har været politisk splittet siden 2011, da den daværende diktator, Muammar Gaddafi, blev væltet.

    Siden har forskellige grupperinger kæmpet om magten og landets olierigdomme.

    Målet med forhandlingerne i Marokko er at skabe en samlingsregering, der kan sætte en stopper for blodsudgydelserne i det uroplagede land.

    /ritzau/AFP