Raket dræber 13 ved stoppested


    Mindst 13 mennesker er dræbt i den østukrainske by Donetsk, da en raket torsdag morgen slog ned ved et busstoppested få timer efter fredsforhandlinger i Berlin.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – 12 mennesker blev dræbt i trolleybussen, og endnu en sad i en bil, som passerede tæt ved, fortæller en repræsentant for byens redningstjeneste.

    Et tilsvarende antal mennesker er såret. Det er ikke oplyst, hvorfra raketten blev affyret.

    Der har været meldt om hårde kampe i og uden for Donetsk de seneste dage. Onsdag aften forsatte raketbeskydningen af Donetsk internationale lufthavn, hvor de fleste kampe har været koncentreret.

    Her blev en bus også ramt, og en person mistede livet.

    En talsmand for den ukrainske hær siger torsdag formiddag, at hæren har besluttet at rømme en del af lufthavnen.

    Donetsk er en højborg for de prorussiske oprørere, der ønsker at løsrive det østlige Ukraine.

    Ukraine og Vesten beskylder Rusland for at støtte oprørerne med mandskab og militært udstyr.

    Sent onsdag udsendte udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig på et krisemøde i Berlin en fælles opfordring til, at oprørerne og den ukrainske hær indstiller beskydningen og aftaler sikkerhedszoner. Men det vil næppe i sig selv stoppe kamphandlingerne.

    Over 4800 mennesker har mistet livet under konflikten i det østlige Ukraine, der brød ud i april sidste år.

    /ritzau/AFP