USA henretter det laveste antal i 20 år


    Ikke siden 1994 er så få dødsdømte blevet henrettet i USA.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Antallet af henrettelser i 2014 er dermed det laveste i 20 år, lyder det fra organisationen Death Penalty Information Center torsdag.

    I alt blev dødsdomme eksekveret for 35 personer fordelt på syv amerikanske delstater, skriver organisationen i sin årsrapport og tilføjer, at antallet af henrettelser er faldet i 11 ud af de seneste 15 år.

    Derudover blev syv mennesker, der sad på dødsgangen, frifundet i 2014 for den forbrydelse, de var dødsdømt for. Det er det højeste antal, der har fået omgjort en dødsdom, i fem år.

    I løbet af de seneste 20 år har antallet af henrettelser dog også nået et højdepunkt. Det skete i 1999, da 98 dødsdømte blev henrettet.

    I alt sidder 3035 mennesker på dødsgange rundt om i USA. Californien er delstaten, der med 745 personer har flest dødsdømte i fængslerne. Herefter følger Florida med 404 og Texas med 276.

    Tallene er dog misvisende, da flere stater ikke udfører straffen, selvom domstolene har mulighed for at dømme folk til døden. Eksempelvis blev ingen dødsdømte i Californien henrettet i hverken 2013 eller 2014. Texas har henrettet 26 i samme periode.

    Ved domstolene var der desuden i 2014 længere mellem afsagte dødsdomme, end der har været i 40 år, oplyser centret.

    Opgørelsen kommer, dagen efter at en kontroversiel sag har fået nyt liv.

    For 70 år siden blev den dengang 14-årig George Stinney dømt for at have dræbt to hvide piger på 11 og otte år.

    Stinney tilstod i første omgang mordene, da han blev afhørt i et lokale uden sine forældre eller en advokat. Senere benægtede han at have begået mordene.

    Hans retssag varede to timer, og juryen brugte efterfølgende blot 10 minutter, før den fandt teenageren skyldig i dobbeltmordet og dømte ham til døden. I alt gik der tre måneder fra anholdelse til henrettelse for teenageren.

    Onsdag tog dommen dog en drejning, da en domstol slog fast, at der for 70 år siden ikke var beviser for at dømme Stinney, og at den 14-årige ikke havde fået en retfærdig rettergang, skriver The New York Times.

    /ritzau/dpa