USAs militær: Tre af Islamisk Stats topfolk er dræbt


    Amerikanskledede luftangreb i Irak har kostet tre af Islamisk Stats absolutte topfolk livet, siger den amerikanske forsvarschef til Wall Street Journal.

    Like localeyes.dk på Facebook

    I et interview med den amerikanske avis siger general Martin Dempsey, at de tre fremtrædende IS-ledere er blevet dræbt i de seneste ugers luftangreb, hvor USA sammen med de andre lande i koalitionen mod islamisterne har optrappet angrebene.

    Samtidig melder en irakisk-kurdisk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP, at Islamisk Stats flere uger lange belejring af Sinjar-bjerget skulle være brudt.

    – (Kurdiske red.) peshmergastyrker er nået frem til Sinjar-bjerget, og belejringen er nu afsluttet, siger Masrour Barzani, der står i spidsen for det regionale kurdiske sikkerhedsråd, ifølge AFP til journalister i et militært hovedkvarter nær den syriske grænse.

    Islamisk Stats belejrede første gang bjerget i det nordlige Irak i august, hvor den militante islamistiske gruppe skal have begået en massakre på over 500 yazidier og drevet tusinder på flugt.

    Yazidi-ledere og menneskeretsforkæmpere advarede i august om, at det lille samfund stod over for et folkedrab, og denne trussel var en af hovedårsagerne til, at USA begyndte at bombe IS.

    /ritzau/Reuters