Pige rejste 1000 kilometer med bus før hun døde af ebola


    En toårig pige fra Mali er død, efter at hun blev det vestafrikanske lands første kendte offer for ebola. Det skriver BBC.

    Sundhedsmyndighederne i landet og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter, at pigen har været i tæt kontakt med en lang række personer, før det stod klart, at hun var smittet med den frygtede virussygdom, der indtil videre har kostet næsten 5000 personer livet i primært Sierra Leone, Liberia og Guinea.

    WHO oplyser, at pigen viste symptomer på at være smittet med ebola, mens hun var passager i en offentlig bus, der over en lang strækning kørte gennem adskillige byer. På turen fik hun blandt andet næseblod.

    43 personer, heriblandt 10 sundhedsmedarbejdere, er blevet identificeret og isoleret efter at have haft kontakt med den lille pige, der har modtaget behandling på et hospital i byen Kayes i den vestlige del af Mali ikke langt fra grænserne til Senegal og Mauretanien.

    Hun har rejst mere end 1000 kilometer fra nabolandet Guinea over Malis hovedstad, Bamako, til Kayes.

    – Barnets symptomer under busrejsen er særligt bekymrende, fordi adskillige mennesker har været i risiko for at blive smittet, skriver WHO i en meddelelse.

    Pigens mor døde i Guinea for et par uger siden, og den toårige pige blev taget med til Mali af familiemedlemmer.

    Malis sundhedsmyndigheder har med hjælp fra WHO forberedt sig i månedsvis på et ebolaudbrud. Men ifølge BBC er det en udbredt skik i landet at aflægge familie og venner et besøg, hvis de bliver syge, hvilket kan gøre det svært at dæmme op for, at sygdommen bliver spredt.

    Mali er det sjette afrikanske land, der bliver ramt af det igangværende udbrud, der er det værste nogensinde. Senegal og Nigeria har også været ramt, men er igen erklæret fri for ebola.

    Flere lande uden for Afrika, heriblandt Spanien, Norge og USA har også haft statsborgere, der er vendt hjem fra Vestafrika med ebola.

    /ritzau/