Palæstinensere: Israel har brudt våbenhvilen


    Tre timer efter, at en 72 timer lang våbenhvile blev indledt mellem det israelske militær og Hamas-bevægelsen i Gazastriben, er den angiveligt blevet brudt igen. Det beretter flere internationale nyhedsbureauer.

    Israelske kampvogne har fredag formiddag åbnet ild i den sydlige del af Gaza, oplyser det palæstinensiske indenrigsministerium. Oplysningen bekræftes af en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters, der var til stede.

    På den anden side beskylder de israelske myndigheder Hamas-bevægelsen for at have brudt våbenhvilen, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Der er flere forskellige meldinger om antallet af dræbte. Palæstinensiske medier beretter om fire dræbte, skriver Reuters. Hospitalskilder oplyser samtidig til AFP, at otte personer blev dræbt af israelerne.

    En læge på Abu Yusef al-Najjar hospitalet oplyser, at de otte personer blev dræbt i et bombardement øst for byen Rafah. En journalist fra AFP bekræfter, at der var heftig bombardement i det samme område.

    Hensigten med den tre dage lange våbenhvile var, at der skulle bringes nødhjælp ind til indbyggerne i Gaza, som også skal begrave de mange personer, der er blevet dræbt under den israelske offensiv.

    Israelske soldater har dog ikke været trukket helt tilbage trods våbenhvilen. De har fortsat arbejdet med at finde og ødelægge Hamas-bevægelsens tunneler.

    Over 1450 personer er blevet dræbt på palæstinensisk side, siden Israel 8. juli indledte offensiven mod Gaza, mens 7000 er sårede. På den anden side er 64 israelere blevet dræbt, mens 400 er blevet såret.

    /ritzau/