Dnipro-fan anklager FCK-fans for provokation med det russiske flag


    Der er nu mudderkastning mellem fans af FC København og ukrainske FC Dnipro. En ukrainsk fan ved navn Vlad beskylder FCK-fansene for at provokere med et nabolands flag – angiveligt Ruslands.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Og det var den episode, der onsdag aften fik ukrainske fans til at storme FCK-fansenes tribune, så de måtte flygte ned på atletikbanen nær græsset.

    – Jeg vil gerne beklage denne episode. Det var en form for provokation. De danske fans viste et flag fra et naboland, og derfor fik vi den ballade.

    – Episoden var betændt på grund af politiske årsager, siger talsmanden, der kalder sig Vlad, til den lokale tv station 2+2, ifølge den engelske avis Daily Mail.

    Kampen i tredje kvalifikationsrunde af Champions League, som var blevet flyttet til Kijev, blev udsat i omkring et kvarter af Premier League-dommeren Andre Marriner, og den endte 0-0.

    Hos FCK afviser fankoordinator Daniell Askholm i en mail til BT, at nogen af de omkring 30 danske fodboldfans flagede med et russisk flag.

    – Der var ingen russiske flag, eller noget der minder om det.

    – Et russisk flag havde været en politisk provokation, og fodbold og politik hører ikke sammen i vores verden. Så det er en direkte en usandhed med hensyn til det omtalte russiske flag.

    – Vi havde kun FCK fangruppe-bannere, by, klub og Dannebrog-bannere med, skriver Daniell Askholm til BT.

    Ukrainske regeringstropper kæmper i øjeblikket mod prorussiske separatister i det østlige Ukraine, og inden opgøret mod FCK blev et malaysisk fly skudt ned i den uroplagede region.

    Den højspændte politiske situation fik det europæiske fodboldforbund, Uefa, til at flytte kampen fra FC Dnipros normale hjemmebane i Dnipropetrovsk til hovedstaden Kijev.

    /ritzau/