Hagekors malet på moské i Stockholm


    Dørene til Stockholms moské er blevet overmalet med hagekors, oplyser talsmanden for Det Islamiske Forbund i Sverige, Omar Mustafa.

    Han har lagt billeder ud på nettet af de otte sorte hagekors på træporten ind til moskéen på Södermalm i Stockholm.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Året indledes med hagekors male på porten til Stockholms Moské, igen, skriver han.

    Politiet i Stockholm har indledt en efterforskning af sagen, siger en vagthavende på politigården i den svenske hovedstad.

    Episoden finder sted på et tidspunkt, hvor der er tiltagende bekymring for racisme i Sverige, der ellers er blevet opfattet som et meget roligt og et meget tolerant samfund.

    – Hagekorsene blev opdaget af en ansat, da han mødte i morges. Han sagde, at hele indgangen var blevet vandaliseret, og han så blandt andet, at der var malet fire hagekors, hedder det i en erklæring fra politiet.

    Moskéen ligger i en lille gade på øen Södermalm i den centrale del af den svenske hovedstad.

    I sidste måned angreb nynazister en fredelig anti-racistisk protestaktion i en forstad til Stockholm.

    Den Jødiske Menighed i Malmø blev i september sidste år udsat for et attentat, da en sprængladning blev bragt til eksplosion ved menighedshuset, der ligger bag ved synagogen i Kamrergatan.

    Der skete for et par år siden flere hærværksangreb på den jødiske menigheds bygning.

    I januar 2009 blev det jødiske kapel i Malmø og det jødiske menighedshus i Helsingborg udsat for brandattentater.

    /ritzau/TT

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq