15-årig flygtningedreng dømt for vold og trusler


Arkivfoto


HORSENS: Retten i Horsens har torsdag afsagt dom i en straffesag mod en 15-årig Syrisk dreng. Han kom til Danmark i 2015 som uledsaget flygtning og er det fortsat, idet hans forældre og søster er i Tyrkiet.

Han var tiltalt for vold og fornærmelig tiltale mod to kvindelige pædagoger på Integrationsstedet Melhedegård i Tørring tilbage i marts og maj måned i år, hvor han boede på daværende tidspunkt.

Tiltalte blev efter sin egen erkendelse dømt for at have sagt “Jeg knepper dig” til den ene pædagog, og efter pædagogens forklaring blev han ligeledes dømt for at have sagt “Du skal stå klar med din røv, når jeg kommer hjem” i forlængelse af det.

Derudover var han tiltalt for vold mod den samme pædagog blot 10 minutter efter den første episode. Tiltalen lød på, at have skubbet hende, at have truet med at slå hende og at have kastet vand efter hende. Han blev dømt for at have skubbet og kastet vand, men frifundet for truslerne om slag, idet det ikke ud fra vidnernes forklaring kunne klarlægges, om det var sket.

Endelig blev han dømt for vold mod en anden kvindelig pædagog ved at have slået hende to gange med knyttet hånd, ligesom han blev dømt for at have truet hende med en spisebordsstol.

Retten udmålte straffen til fængsel i 40 dage, som blev gjort betinget med vilkår om tilsyn af kommunen. Anklagemyndigheden havde under sagen nedlagt påstand om 50 dages ubetinget fængsel.

Derudover nedlagde anklagemyndigheden påstand om ubetinget udvisning af tiltalte, særlig under hensyn til hans ringe tilknytning til Danmark og med baggrund i kriminalitetens karakter.

Retten valgte at idømme den tiltalte en betinget udvisning med en prøvetid i to år.
Den tiltalte 15 årige dreng modtog dommen.