Politiet anholder 23-årig og finder knap 200 kilo hash


Politifoto


En 23-årig mand bliver fredag fremstillet i en sag, der omhandler en stor mængde hash.

Det oplyser Knud Hvass, der er vicepolitiinspektør og operativ leder i Særlig Efterforskning Øst.

– Vi har kørt en lille hurtig efterforskning, hvor vi anholder manden torsdag i Greve. Vi laver herefter nogle ransagninger omkring Ringsted, hvor vi i alt finder knap 200 kilo hash og næsten 100.000 kroner i kontanter, siger han.

Ifølge politiet har hashen en værdi af cirka 10 millioner kroner på gadeplan.

Manden fremstilles i et grundlovsforhør klokken 11 ved Retten i Roskilde.

Han er ifølge Knud Hvass en del af rocker- og bandemiljøet.

– Men han er ikke et decideret medlem.

Adspurgt, hvorvidt den sigtede tilhører rockermiljøet eller bandemiljøet, svarer Knud Hvass:

– Man kan godt tilhøre begge dele.

Fredag formiddag udelukker politiet ikke, at der kan komme yderligere anholdelser i sagen.

Det vides ikke, hvordan den 23-årige forholder sig til sigtelsen.

Særlig Efterforskning Øst er politiets særlige enhed mod organiseret kriminalitet.

Afdelingen Særlig Efterforskning Vest dækker Fyn og Jylland.

/ritzau/