15-årig dreng dræbt af tog på Tjæreborg Station


Arkivfoto


En 15-årig dreng mistede torsdag eftermiddag livet, da han blev ramt af et tog på Tjæreborg Station.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, som fik anmeldelsen om ulykken klokken 14.46, i en pressemeddelelse.

Drengen gik over skinnerne ved et overgangssted på stationen, som man bruger, når man vil over på en anden perron.

Her blev han ramt af et gennemkørende tog.

De pårørende til drengen, som er fra lokalområdet, er blevet underrettet om ulykken.

Det er anden gang på to uger, at en dreng mister livet ved at blive påkørt af et tog.

Natten til fredag den 28. juli blev en 17-årig dreng påkørt og dræbt af et tog ved Vissenbjerg på Fyn.

Ulykken skete, efter at drengen sammen med en gruppe venner var ankommet med et tog til den lille stationsby Bred.

Sammen med nogle kammerater havde han været i Odense. De stiger af på Bred Station og vil krydse sporene.

Kammeraterne når over, mens der er grønt, men da den 17-årige skal krydse sporene, er lyset skiftet til rødt.

Selv om kammeraterne råber, at han skal blive på sin side af skinnerne, vælger han at krydse sporene og bliver ramt af toget.

/ritzau/