Udviste kriminelle snyder sig til Danmark under falsk navn


    Arkivfoto


    Det er tilsyneladende let for rumænske kriminelle at omgå et indrejseforbud til Danmark.

    Ved at skifte navn i Rumænien og skaffe et nyt id-kort kan personer med indrejseforbud uhindret rejse ind i landet.

    Først hvis de anholdes for ny kriminalitet, og politiet optager fingeraftryk eller dna, vil indrejseforbuddet knyttet til personens gamle navn komme for dagens lys.

    Det oplyser Rigspolitiet ifølge et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketingets Europaudvalg. Det skriver netmediet Altinget.

    Justitsministeren vil nu tage kontakt til de rumænske myndigheder for at komme problemet til livs

    – Det er selvfølgelig ikke en holdbar situation, hvis politiet oplever problemer med at identificere personer med indrejseforbud, skriver Søren Pape Poulsen i sit svar.

    Problemet er ikke nyt. Ekstra Bladet beskrev en lignende situation for tre år siden.

    Statsborgere i EU-lande kan rejse frit i hele EU ved brug af enten pas eller et nationalt id-kort. Danmark er et af de eneste lande, som ikke udsteder id-kort til sine borgere.

    Når man skifter navn i Rumænien, modtager man automatisk et nyt nationalt id-kort, som kan anvendes ved rejser til for eksempel Danmark.

    Til forskel fra de moderne pas, indeholder id-kort ikke elektronisk information om for eksempel fingeraftryk.

    Tilrejsende østeuropæiske hjemløse og tiggere, ikke mindst rumænske, har fyldt meget i den politiske debat i de seneste år.

    I juni hastede et flertal i Folketinget bestående af regeringen, S og DF en lovændring igennem. Den skærper straffen for “utryghedsskabende” tiggeri fra tidligere syv dages betinget fængsel til 14 dages ubetinget fængsel.

    Efter endt afsoning vil rumænere dømt for tiggeri også blive udvist af Danmark og få indrejseforbud.

    Det har ikke været muligt at indhente en aktuel kommentar fra Søren Pape Poulsen, da han i øjeblikket holder ferie.

    Det har heller ikke været muligt for Altinget at få Rigspolitiet til at forklare om problemets karakter og omfang.

    /ritzau/