Narkoaktion: Fem anholdte og 13 kilo kokain beslaglagt


Københavns Politis nye efterforskningsfællesskab – Særlig Efterforskning Øst – foretog i nat efter flere måneders efterforskning anholdelse af fem personer i forbindelse med indsmugling og videresalg af større mængder narkotika i Danmark.

Københavns Politi har i længere tid efterforsket en persongruppe, der af politiet vurderes at være en del af et internationalt kriminelt netværk. Dette netværk vurderes at levere store mængder narkotika til forskellige grupper og personer i Danmark.

De anholdte er alle mænd i alderen mellem 29-44 år – primært fra Københavns Vestegn.

I forbindelse med anholdelserne er der foretaget en del ransagninger på Sydvestsjælland og på Københavns Vestegn.

Ved disse ransagninger blev der bl.a. fundet 13 kg. kokain, en kokainpresse, fyldstof og et kontant beløb i forskellig valuta svarende til ca. 300.000 kr. dk.

De 13 kg kokain vurderes på gadeplan at repræsentere en værdi af ca. 6.5 mill. kr.

– Efterforskningen i den konkrete sag og ikke mindst det store beslag på 13 kilo kokain dokumenterer, at der indsmugles store mængder narkotika gennem internationale netværk til Danmark, og at der her i Danmark er ”aftagernetværk”, der kan videredistribuere disse stoffer. Det er en stor tilfredsstillelse, at Københavns Politi med Særlig Efterforskning Øst med de rette kompetencer og målrettet efterforskning kan rette alvorlige slag mod den organiserede narkokriminalitet og få hård narkotika væk fra gaden, siger politiinspektør Flemming Madsen.

De fem personer vil alle senere på dagen blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.