Løb fra politiet: Forsøgte at skjule våben og hash i kælderskakt


Arkivfoto


Politiet rykkede natten til fredag ud til slagsmål på en pub i Aarhus og endte med at anholde en mand med hash og våben.

Natten til fredag kl. 00.44 fik politiet en anmeldelse om et slagsmål på en pub på Rosenkrantzgade i Aarhus.

Da patruljen kom frem, var der intet slagsmål, men de traf en mand, der løb ind baggården, da han så betjentene.

Her smed han en taske ned i en lille kælderskakt.

Det opdagede betjentene dog, der åbnede tasken og fandt flere gram hash, en vægt og en pengekat med et større kontantbeløb.

Manden indrømmede, at det var hans taske, men at hashen alene var til personligt brug. Han døjede nemlig med en dårlig ryg, så han havde brug for hash til at dulme smerterne.

Politiet havde dog svært ved at tro på hans forklaring, så han blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Desuden blev han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da der også lå en kniv i tasken.