Kvindelig betjent går fri for drab på ubevæbnet sort bilist


    Arkivfoto

    En jury i delstaten Oklahoma har fundet en hvid, kvindelig politibetjent fra byen Tulsa ikke skyldig i drabet på en ubevæbnet sort mand i september sidste år.

    43-årige Betty Shelby blev onsdag frikendt efter en uge lang retssag. Hun har hele tiden nægtet, at race spillede en rolle i drabet på den 40-årige Terence Crutcher, hvis bil var gået i stå uden for Tulsa.

    Han blev skudt af betjenten, da han stak sin arm ind gennem sideruden på sin bil.

    Betty Shelbys advokat har tidligere forklaret, at betjenten skød Crutcher, fordi hun troede, at han rakte ind efter et våben i bilen. Det viste sig dog, at han var ubevæbnet.

    Terence Crutcher blev ramt af et enkelt skud i brystet og døde senere på hospitalet.

    Politiets videooptagelse af episoden er ivrigt blevet delt på nettet efterfølgende, og flere borgerrettighedsorganisationer mener, at race var en faktor i den fatale nedskydning.

    I videoen kan Terence Crutcher ses med hænderne i luften, kort før han bliver skudt.

    Politiet i Tulsa har siden sagt, at Crutcher var ubevæbnet, ligesom at der heller ikke var noget våben i hans bil.

    /ritzau/Reuters