Unge asylansøgere fra Center Gribskov i slagsmål


Arkivfoto


GRIBSKOV: En dreng fra Center Gribskov blev lettere såret ved et slagsmål mellem to grupper af unge fra Center Gribskov. Slagsmålet opstod på Røde Kors’s skole i Lynge, fredag ved middagstid.

Nordsjællands Politi blev alarmeret fredag kl. 11.39, og de to grupper af børn var fortsat oppe at toppes ved patruljernes ankomst til skolen på Mejeribakken i Lynge.

Politiet modtog en anmeldelse om slagsmålet klokken 11.39, og da politiet nåede frem, viste det sig, at to grupper var kommet alvorligt op at skændes, men de havde angiveligt ikke brugt våben under slagsmålet.

– De var cirka tre i alderen 14-16 år i hver gruppe, og efter hvad jeg har fået oplyst, er de kommet op at skændes om forhold i deres hjemlande, oplyser Martin Bakke, Vagtchef for Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.

Der var ikke nogen som kom noget alvorligt til under slagsmålet, og kun den ene måtte, som tidligere nævnt, en tur på skadestuen og blive lappet sammen.